Søllerød Kro, December 2018

Billede: https://danishfoodie.wordpress.com

Der findes mange restauranter i Danmark, men der findes ikke mange restauranter i Danmark som kontinuerligt har holdt så højt niveau, som det er tilfældet på den restaurant jeg besøgte på en lørdag aften i december. Siden jeg begyndte at interessere mig for højgastronomi i start 00´erne, imens jeg stod i lære som kok, har jeg kunne læse om Søllerød Kro, først i ”Smag og Behag” og sidenhen i ”Gastro”, og nu havde jeg endelig taget mig sammen til at booke et bord på kroen, så jeg kunne se om det var så godt som alle taler om. Det er både anmeldere og de mennesker jeg kender i branchen der lovpriser stedet, og nu var det endelig blevet min tur til at tage en tur i gourmetkarusellen. De har været indehaver af 1 michellinstjerne siden 2006, og de har senest høstet megen anerkendelse i ”Den danske spiseguide”, hvor Bent Christensen og hans kumpaner kårede dem til at være Årets Restaurant i 2018, så forventningerne var høje da vi entrerede den gamle bygning nær Holte.


Ankomsten

Vi bliver i indgangspartiet mødt af en tjener, som er iført den obligatoriske uniform bestående af sort jakkesæt, mørkt slips, sorte sko og hvid skjorte. Det var nærmest den eneste mulighed på et sted som Søllerød Kro, hvor vi nærmest træder ind i en tidslomme i den aldrende, men smuk renoverede bygning. Tjeneren tager imod vores overtøj og, tjekker vores reservation, inden han fører os til vores plads i den fyldte restaurant, som var indrettet på den helt rigtige måde, når der er tale om en bygning fra 1677. Det var klassisk med klassisk på, og det var gennemført helt ned til den mindste detalje. Gulvtæpperne, Stolene, bordene, reolerne, bestikket, salt & peberkværne, lysestagerne, tallerknerne, påklædningen af tjenerne, toiletterne og alt hvad der var at se, var klassisk, og det var på den fede måde. Ja selv den lille polstrede taburet, som kvinderne kunne stille deres medbragte håndtaske på, var perfekt tilpasset til den resterende del af interiøret, så intet var overladt til tilfældighederne. Der er altså bare noget over, når begrebet gennemført, når nye højder, og alt bare klikker. Stolen blev skubbet ind under min medspiser, som også denne gang var min skønne hustru, ligesom at hun også altid fik serveret maden og vinen først, hvis der var noget der skulle serveres af en enkelt tjener. Det skete flere gange at der kom to tjenere ned til os, og så fik vi selvfølgelig serveret på samme tid. Jeg havde ringet til restauranten dagen forinden og fortalt at vi gerne ville bestille deres signatur menu, så det eneste vi skulle tage stilling til var, hvilke drikkevarer vi skulle have, samt om vi ville vælge at skifte vores canette ud med råvildt til vores hovedret, som de havde mulighed for på den pågældende aften, hvilket vi takkede ja til. Og angående drikkevarer, så hoppede vi på vinmenuen, så de kunne styre os sikkert igennem aftenen, med de glas som de mente passede bedst muligt til retterne.

Snacks og champagne

Vi indledte aftenen med et glas champagne fra Pierre Peters, Blanc de blancs, som skulle forsøge at følge trop med bombardementet af snacks der blev stillet foran os. Vi fik nøje instrukser på at starte med det ”æggebæger” der stod på tallerkenen lige foran os, som indeholdt en blød mayo, lavet på æg, kartoffel og løvstikke i bunden, og ovenpå lå der millimeter præcise agurke-tern med lidt rogn, som fungerede som en glimrende starter for aftenen. Dernæst var der en stegt kartoffelskal, med creme og sprødt, som lå ved siden af en ”amagerstang” som var en bjælke selleri som var indrullet i gelé af sort oliven. Kartoflen var hurtigt væk, men ”Amagerstangen” var noget mere interessant og blev hængende lidt længere i bevidstheden og smagsløgene. Skøn konsistens og en fin koncentration som blev fint rundet af, af den friske selleri, som var tilberedt så den havde et godt bid og en friskhed som kun en perfekt tilberedt selleri kan have. Lækkert, og et fint billede på det tvist som Brian Mark Hansen giver det klassiske franske køkken som der køres på kroen. Dernæst skulle vi have råmarineret lyssej (tror jeg at det var, men jeg kan tage fejl) i soya, som gav et asiatisk indspark til aftenen, som blev efterfulgt af en rulle af æble, skåret på en japansk mandolin, og marineret i citron inden den blev serveret med citruskaviar og citronverbena.
Efter vores snacks fik vi serveret en lille ”cocktail” som blev shaket i restauranten, og som bestod af blandt andet kvæde med en frossen agurke-isterning. I samme ombæring fik vi serveret to slags brød, et lyst med havre samt et mørkt med malt. Begge brød havde en dejlig sprød skorpe, og samt en fin sej krumme. Til brødet blev der serveret to slags smør, hvor den ene var pisket luftig med kærnemælk og den anden var kraftig og tilsmagt med sydesalt fra Læsø, og var fra Ryå mejeriet i Aabybro.

De første reelle retter

Vi fik skænket endnu et glas champagne som denne gang var fra André Clouet, Grand Cru Brut som havde noget mere dybde, og dette passede fremragende til den næste servering. Vi startede med en groft udskåret glastallerken, eller rettere en holder til den fine kaviardåse der stod til venstre, og til højre lå der en kiks som bestod af to tynde skiver brød/kiks som imellem sig, havde et tyndt lag mild peberrodscreme. I dåsen lå der øverst en fornuftig mængde kaviar, og under dem lå der rå knivmusling og en sellericreme, og jeg skal da lige love for, at den ret ikke var en signaturret uden grund. Det var en fantastisk ret, som jeg sent vil glemme! Perfekte smage og konsistenser som var himmelsk, og allerede da jeg havde taget de to første mundfulde, blev jeg trist ved tanken om at retten snart ville være væk. Da tjeneren ryddede vores tallerkener kunne han med et selvsikkert glimt i øjet berolige os, og sige at de havde enkelte ledige borde tilbage dagen efter, så vi var velkomne til at komme igen, og bestille retten en gang til.

Aftenens anden ret, var næsten ligeså fantastisk som ret nummer et, så vi kom virkelig godt fra land denne aften. Retten bestod af rå jomfruhummer i bunden af tallerkenen, hvorpå der lå et quenelle af caviar, og hele herligheden blev overhældt med en sauce på kål som blev skilt med persilleolie, og smagte virkelig godt. Til retten fik vi serveret en hvid sancerre fra Francois Crochet og den passede glimrende til retten.

               

Næste ret var også en ret, hvor der indgik rå skaldyr som hovedemne, nemlig kammusling, som var støbt i en rund form, og skåret tyndt ud, så det lå ovenpå en kold kartoffel/urtecreme, og øverst lå der brøndkarse, rød skovsyre samt små salater. Ved siden af retten fik vi en lille kaffekop med mørk og intens hønseconsommé tilsmagt med rigeligt med svampe og porrer. Det var ligeledes en dejlig servering, og sammen med vinen som var en hvid Bourgogne, fra Domaine Billaud-Simon 2012.

Efter 3 retter med rå skaldyr så skiftede vi over til fisk. Denne var ligesom de forrige hovedemner heller ikke tilberedt, men den runde skive rå laks blev anbragt på en meget varm tallerken, så den praktisk talt blev tilberedt imens den lå der og hyggede sig. Ovenpå laksen lå chiffonade af havesyre og den sauce der simultært blev hældt ovenpå hele retten, og de to tjenere der servicerede for os i denne omgang, var lavet på esdragon og indeholdt syltede lakserogn samt små parisienne af kartoffel, som var aftenens mest besynderlige indslag. Rå kartoffel gør, i min optik, ikke meget godt for nogen, og gjorde heller ikke denne ret bedre, snarere tværtimod. Retten som helhed fungerede rigtig godt, og samspillet mellem laks, rogn, syre og sauce var glimrende, men kartoflernes berettigelse forstod jeg som sagt ikke. I glasset var der hvid Bordeaux, fra Chateau Carbonnieux, 2011, og hvid bordeaux er pænt undervurderet i forhold til dets røde pendant, men her var der virkelig tale om et skønt glas, med masser af frugt og syre som gik fint hånd i hånd med syren i retten.

Vi gik herefter tilbage til skaldyr, hvor vi skulle have dansk sorthummer med fermenteret tomat, en klar gelé samt en olie på gran og/eller porre samt en hummersuppe som blev hældt på ved bordet. I glasset fik vi hvid bourgogne fra Domaine Michel Callot, 2013, lavet på chardonnay og efter min mening var den retten klart overlegen. Hummeren havde ikke den wow-faktor som den nogle gange har, og derfor skuffede serveringen mig en smule. Det er også nærmest urimeligt at skulle følge trop med de foregående serveringer, som var fremragende.

Vi kom forholdsvis hurtigt videre fra hummeren, da vi også i næste servering skulle bokse med én af de helt tunge sværvægtere, i den gastronomiske boksering. Den næste ret bød på stegt foie gras, som nogle gange godt kan være lidt svær at styre, da den har det med at fylde ufattelig meget i smagsbilledet. Dette var de opmærksomme på, på Søllerød kro, og inden retten blev serveret, fik vi hældt et glas Rød Bourgogne op, fra Morey Saint Denis, nemlig en pinot noir fra 2016, hvilket, så vidt jeg husker, var første gang jeg har fået serveret rødvin til foie gras, men en interessant beslutning og en dejlig ung og ”frisk” rødvin vi fik skænket til den kraftige lever. Den stegte foie gras blev ledsaget af en kvædepuré, stegt løg, en papirtynd sprød skive maltbrød, samt en sauce på whiskey som blev hældt på ved bordet. Den samgte glimrende, men jeg syntes at den var meget endimensionel, og var forholdsvis smal i sit udbud af smagsnuancer. Bevares, det fungerede da, og det smagte godt, men den ryger desværre ikke ind på min hitliste over de serveringer jeg i min tid har fået, med den kraftige ande- eller gåselever.

Hovedretten og desserten

Vi var som nævnt blevet adspurgt om vi ville bytte vores canette ud med rådyr, og det var nu denne ret vi skulle til at have serveret. Vi fik skænket endnu et glas rødvin op, og denne gang var det Brunello di Montalcino fra Mastro Janni, 2011, lavet på Sangiovese. Helt klassisk toscaner med let snert af kirsebær og krydderier, som gik fint sammen med aftenens hovedret som bestod af stegt rådyrmørbrad, brisselfarseret morkel, samt en kraftig sauce med rødvin og peber. Kødet var stegt til perfektion, saucen var fantastisk og den farserede morkel smagte også skønt. Der lå også lidt rødbede og måske lidt kirsebær på tallerkenen, men det husker jeg ikke så godt, da jeg havde travlt med at lovprise de øvrige elementer. Så var vi pludselig tilbage der hvor det var rigtig sjovt, og vi kunne igen se hvorfor netop de havde vundet prisen som årets restaurant i indeværende år.

Efter den hovedret skulle vi lige have renset ganen, inden vi skulle i gang med den afsluttende dessert, og for 20 år siden, ville vi muligvis have fået serveret et lille frossent glas med en granité, men den tid er heldigvis forbi, og vi fik en skøn lille kold servering, til at ”vaske” peberen og poweren væk fra tungen. Retten bestod af nogle små frosne kugler af citrus og agurk, som blev overhældt med en kold omgang grøn the, som var skilt med en kraftig timianolie. Endnu en skøn lille ret som smagte dejligt og virkede efter hensigten, og fik renset, og frisket, vores smagsløg op.

Til desserten fik vi serveret et glas østrigsk beerenauslese, lavet på sauvignon blanc, 2017, fra Winzerkeller Andau og den skulle forsøge at følge trop med en dessert som bestod af mandarin, havtorn og chokolade. Det var en fantastisk dessert med broken gel på havtorn, is på mandarin, maccaron af mandarin, en syrlig konditorkage samt et låg af 42% chokolade, og som alt i alt var vidunderlig. Perfekt afstemt syre og sødme, som var smukt anrettet, og gav vinen den tilpasse modstand, og gjorde dette til en af aftenens helt store oplevelser.

Kaffe og øøhhh Petit fours?

Det havde været en udsøgt middag med nogle fantastiske serveringer undervejs, og efter sådan en middag hører der en god kop kaffe til, ledsaget af et par petit fours, hvor køkkenet kan vise de sidste  tricks, som automatisk sidder Skarpest i erindringen, når vi forlader stedet, og dette så vi nu frem til. Vi fik skænket en kop dejlig sort stempelkaffe op, og da vi ikke blev spurgt om vi ønskede sødt dertil, måtte vi antage at det var med i menuen, og dermed ville komme helt af sig selv. Vi ventede og efter at vi havde set bordene rundt om os, få serveret en flot omgang petit fours, ventede vi forventningsfuldt til de skulle komme til os. Det så flot ud med både chokolade påsat et sølvspyd, og nogle smukke canalés´er, men de lod vente lidt på sig. Vi fik fyldt kaffekoppen op igen, efter at have nydt den første kop i ro og mag. Vi drak den anden kop også, men der var stadig ikke kommet noget!?!? Vi ventede tålmodigt, men da vores tjener tilbød os kaffe for 3.gang, måtte vi afslå, da vi ikke er de store kaffedrikkere så sent på aftenen, som det efterhånden var blevet. Efter yderligere nogle minutters venten, opgav vi og måtte erkende at vi nok ikke skulle have de sidste lækkerier fra køkkenet, og vi bestille en regning i stedet. Nogle vil sikkert sige, at vi selv skulle have efterspurgt dem, men på en restaurant af denne kaliber, forventer jeg at huset har så meget styr på deres service, at jeg bare skal læne mig tilbage, og nyde turen, hvilket jeg gjorde.


Konklusion

Det var en næsten umulig opgave vi havde givet dem, den aften i december på Søllerød Kro, at skulle indfri vores skyhøje forventninger, denne lørdag aften, men forventningerne kommer jo grundet omdømmet og meritterne på stedet, samt den relativt høje pris, taget i betragtning. Jeg vil også sige at langt størstedelen af mine forventninger blev indfriet, og de fleste retter var på et utroligt højt niveau, og specielt de to caviar serveringer og desserten var uforglemmelige. Servicen i løbet af hele aftenen var fantastisk, ja jeg vil faktisk sige at den var på et usædvanligt højt niveau, og derfor gør det særligt ondt at skulle føle sig overset og glemt ved aftenens sidste aktion fra deres hånd. Dette trækker ned, men det var alligevel en formidabel oplevelse, og et besøg jeg aldrig vil glemme. Hvis du spørger mig om jeg vil anbefale dig at besøge Kroen i Søllerød, vil jeg da heller ikke tøve med at sige et klart og rungende: ja da! Det gør jeg, da det er et sted, som der findes meget få af i vores kære lille land, og hvor klassen er så høj, både i restauranten, og i køkkenet, som det er tilfældet her. Det er som nævnt lidt ligesom at træde ind i en tidslomme, hvor der er idyl, indretning, service, mad, atmosfære og ikke mindst hygge for alle pengene, og har du ikke været der, så kan du roligt tage et smut nord for København, og spise en middag du aldrig vil glemme.

Link til Søllerød Kro´s hjemmeside

Dinner by Heston Blumenthal, London - December 2017

   Jeg var, som de fleste der læser med her ved, en tur i London i december måned, og jeg var så heldig at spise på to formidable restauranter. Den ene var The fat duck, som jeg har lavet en grundig beskrivelse af, og herunder følger så en beskrivelse af mit andet restaurantbesøg, som også var på en Heston Blumenthal restaurant, nemlig Dinner By Heston Blumenthal, på Hotellet Mandarin Oriental Hyde Park i London. Det var to hvidt forskellige oplevelser, men denne aften var der også fuld skrue på, og jeg gik ikke skuffet fra det fine og eksklusive hotel.

Foto: The mandarin oriental hotel London

På vej til restauranten

Lad mig sige det først som sidst: Når man vælger at holde storbyferie i London, så skal man på ingen måder satse på at kunne komme frem i transportmidler som har 4 hjul, og bevæger sig over jorden! Jeg blev flere gange fanget i den sindssyge trafik der er derovre, og når man har så fremragende og funktionelt et undergrundstog-system, som det er tilfældet, så er det ganske simpel idioti, ikke at benytte sig af det. Først sad jeg fast i en af de offentlige busser om eftermiddagen, og sidenhen sad jeg fast i en Uber (privat hyrevogn) og i 0% af tilfældende hvor jeg sad fast, virkede det ikke som om at chaufføren af det 4-hjulede køretøj, oplevede dette for første gang. Jeg endte i begge tilfælde med at gå ud af køretøjet, for at fortsætte videre til fods, hvilket var meget hurtigere. 

Som i sikkert allerede nu kan fornemme, så er jeg på vej hen til starten af endnu et restaurant-besøg, hvor jeg ikke ankom til det aftalte tidspunkt. Det er så sjusket, og så dårlig stil, men hvis jeg skal bruge et af mine elevers mange postulater for deres sene ankomst, ”så var det jo ikke min skyld at trafikken drillede”. Måske sandt, men det burde jeg have taget højde for, så undskyldningen er ikke godkendt.

Hvordan håndterer man så det, på en så stor og eksklusiv restaurant som Dinner By Heston? Det kommer jeg til om lidt.

Ankomsten

Først vil jeg fortælle om vores egentlige ankomst til hotellet, som i sig selv er et fascinerende syn, og nærmest en attraktion blot at kigge på udefra. Det er en meget gammel og nærmest royal bygning, som udstråler klasse, og hvis man skulle sammenligne det med noget herhjemme, kan det næsten kun være D’Angleterre der kan hamle op med den imponerende facade. Min kone og jeg bliver mødt af en stor ”vagt” som er klædt helt i sort, med blazer, t-shirt, bukser og sko, som man nærmest kun ser dem på film. -Han ser meget bestemt ud men da vi fortæller at vi skal ind i en af restauranterne, lyser han op, og byder os velkommen til. Dernæst møder vi en person som man nærmest også kun ser på film, nemlig den lidt mindre mand, som iført en stor rød frakke, og en høj sort hat, som åbner den store dør indtil hotellet, hvorefter han fortæller os hvor vi skal gå hen, når vi nu skal spise i en af restauranterne. Og ja de har selvfølgelig flere udbud af spisesteder, til de velhavende mennesker som overnatter på hotellet, da der er 2 restauranter, 1 bar og 1 lounge på Mandarin Oriental Hyde Park.

Efter den flotte entre på det luxuriøse hotel, fandt vi frem til receptionen for Dinner By Heston, og jeg skyndte mig at oplyse mit navn, inden jeg beklagede for vores sene ankomst. Vi kom små 30 minutter for sent, og jeg har tidligere hørt om steder hvor personalet blev sure, eller fornærmede over sådant sjuskeri, fra gæstens side, hvilket på sin hvis, også er forståeligt. 

Hvordan reagerede de så på Dinner? Jo det gjorde de ved at sige, at de havde lige rykket rundt på nogle af de andre reservationer, så vi stadig kunne få vores bord i de tre timer som der var afsat til os, inden de skulle bruge bordet igen! BUM! Sådan skal det dælme gøres, og det gjorde bare at vi følte os mere velkomne, og kunne nu for alvor se frem til at nyde vores aften på denne skønne 2-stjernede Michelin restaurant.

Vi blev ført igennem den kæmpestore restaurant, og hen til vores bord af en af receptionist, eller vært om man vil, og vi fik hurtigt udleveret to menukort. Menukortet er ganske simpelt inddelt, nemlig med forretter, hovedretter, tilbehør og desserter. Alle retter er nøje udvalgt og udviklet af Heston Blumenthal, og hans følgesvend igennem mange år, Ashley Palmer-Watts, og har alle historiske referencer, så det er alle sammen gamle britiske retter, som har fået et pift, eller 60, og er dermed blevet gjort nutidige og ”Hestonske” med hans kærlighed for håndværket og den gode råvare.

Restauranten var af en sådan størrelse, at personalet på gulvet var inddelt i flere områder, så de var inddelt således at nogle tjenere tog sig af mad( som var iført vest), nogle tog sig af vin (som var iført blazer) og nogle tog sig af de nye gæster samt opdækning af de borde som skulle klargøres til næste seed (som var iført en elegant skjorte). Det fungerede super fint, selv om det kan virke lidt fjollet at tjenerne der tog imod bestillingen på maden, ikke også kunne tage imod vores bestilling på drikkevarer, men på den måde undgår man forvirringer og misforståelser, imellem de forskellige tjenere og imellem de forskellige teams. Forvirring og misforståelser var dog ikke uundgåelige denne aften, men det skyldes ikke en kommunikationsbrist imellem de forskellige tjenere, men mere om det senere.   

Jeg havde allerede bestemt hvilken forret jeg ville bestille, og mit valg var faldet på nyklassikeren ”Meat fruit” som retten hedder. Til hovedret bestilte jeg kylling med blomkål og brunet smør og min kone bestilte en ribeye steak med marv, trippel cooked fries og svampe mayo. Vi ville gerne vente med at bestille desserter, men blev oplyst om, at hvis vi ville bestille deres dessert ”Tipsy cake”, så skulle vi altså bestille den nu, da brioche brødet dertil skulle tages ud, så det kunne nå at hæve, etc. Vi takkede nej, og holdt fast i vores beslutning omkring at vente med at bestille. Vi forsøgte at bestille drikkevarer hos den mandlige tjener som tog imod vores bestillinger, men det overlod han til en kollega, som kom ned til os kort efter. Her kunne vi så få lov til at bestille vores drikkevarer, som ganske simpelt bestod af to glas vin til hver, som passede til maden. 

Tilbage til den sagnomspundne forret, som er en kyllingelever parfait, som er indeni en blød gelé af rødvin, og serveres med et stykke smørristet brød. That´s it. Det er en ret som jeg har set mange gange på de sociale medier, og læst en hel del om, og når man er så glad for fjerkræ-lever, specielt den der kommer fra kyllingen, som jeg er, så er denne ret et absolut must at smage. Allerede da jeg bookede bordet i september måned, begyndte jeg at glæde mig til at smage denne skønne ret, som tidligere var indpakket i orange mandarin-gelé, men nu er ændret, så den lignede en blomme, i stedet for en mandarin. 

(Bonus-info: Tilbage i september, hvor jeg bookede bordet, var der i øvrigt allerede godt booket op, så hvis i ønsker at besøge stedet, så gør det i god tid, da der er rift om pladserne.)

Forret: Meat Fruit

Sweet Baby Jesus hvor var det en dejlig ret vi havde fået serveret og her! Armen altså. Wow hvor var det dejligt at få serveret så dejlig, og samtidig så simpel en ret. Jeg syntes at der hos mange er en tendens til at man simpelthen vil for mange ting med en ret, men her ville man bare servere en skøn omgang kyllingeleverparfait, eller faktisk nærmere en cremet kyllingelevermousse, med et blødt gele overtræk, og en Skive ristet brød. Det var så simpelt, sikkert og forbandet lækkert, ja undskyld mit ordvalg, men det var det altså! Vi fik begge et glas Sauternes fra Castelnau de Suduirait, Preignag i Franktig til, og dette gjorde kun godt for retten, da det var et vidunderligt match. Vinen var også sikker, ja næsten lidt for sikkert, og fuldstændig uden slinger i den engelske vals, da det bare duede! 

(Bonusinfo #2: Næste gang at i ser at et af lavpris flyselskaberne sælger billige billetter til London, så køb lige to billetter til en vilkårlig dag, hvor i forinden har sikret jer at der er plads på Dinner, og tag så derover, kun få at få denne ret, med tilhørende vin ! Det vil i takke mig for, Tro mig)

Hovedret: Kylling og ko

Efter denne fantastiske ret, kunne det nærmest kun gå ned ad bakke, og lad mig sige det med det samme, det gjorde det altså også. Det giver næsten sig selv, at når vi har været så tæt på himmelen, som vi var ved aftenens første ret. Mit valg faldt på en let ret, som bestod af Kyllingebryst med blomkålspuré, blomkål stegt i brunet smør og pasta samt et tilkøb af ekstra trøffel, nu hvor vi alligevel havde fundet læderet frem fra baglommen. Min kone valgte en lidt mere maskulin ret, da hun følte en trang til et ordentligt stykke kød, så hun valgte en Hereford ribeye med marv, trippel cooked fries, svampe ketchup og en jus lavet på stegeskyen. Kyllingen var saltet, og derfor fast i kødet, saftig, og skindet var dejligt sprødt som sådan noget nu skal være. Blomkålspuréen var silkeblød, og de smørstegte blomkålsbuketter havde stadig bid, og brunet smør og blomkål har bare alle dage været et skønt match, men de tilkøbte trøfler smagte en smule svage, og manglede desværre lige de sidste 10-15% power, så der var jeg lidt skuffet. Det var en dejig ret, dog uden at imponere voldsomt, og det økologiske glas Pinot Noir jeg fik, fra Weingut Weininger i Østrig var fremragende til retten, da den var mild, blød og ikke for gennemtrængende. Min kones ribeye var fint stegt rosa, som den var bestilt, og den stegte marv, de trippel stegte fritter og svampemayoen var en rigtig herre-ret, som faktisk var for meget for hende. Der var en smule syre i svampemayoen, men der udover manglede retten ganske simpelthen syre, da den fede bøf, de fede stykker marv og pommes fritterne som først var kogt, siden stegt to gange i frituren, hvilket efterlod et ret fedt udtryk, gjorde at hun nåede til et mæthedspunkt, da hun var halvvejs igennem retten. De gjorde godt nok opmærksom på at ribeye udskæringen var en smule mere fed end den anden mulighed på kortet, som var oksefilet, og denne ville nok være at foretrække her i bagklogskabens lys. Hendes rødvin var, ganske naturligt, af en helt anden volume, grundet rettens kraftige karakter, og var en Pinotage 2010, fra Askbourne i Sydafrika.

Dessert: Tipsy cake

Vi havde i første gang afslået at bestille desserten tipsy cake, da vi ikke forventede at kunne spise dessert på denne aften, og denne antagelse var ganske korrekt, da vi faktisk var godt mætte efter vores to retter, så vi aftalte at vi ville nøjes med to espressos for at runde aftenen af. Vi fik bestilt to forskellige espressoer, og undrede os efterfølgende over at de dækkede op med bestik til os, men gjorde ikke mere væsen af det. Pludselig dukkede tjeneren op med et styk tipsy cake, og spurgte om hvem af os der havde bestilt den? Det måtte vi så beklage og sige at det var der ikke nogen af os der havde, og at han nok havde misforstået at vi afslog at bestille desserten. Det tog han meget roligt, og efter kort at have konfereret med sin kollega, serverede han desserten for os alligevel, for som han sagde; så hade køkkenet jo lavet den, og det kunne ligeså godt komme os til gode. Kort efter kom vores espressoer, hvor den ene var intens og bitter og den anden var frugtig og syrlig, og vi fik hertil små pots au chokolate og sprøde bisgotti´s, så det endte alligevel med at vi måtte forsøge at få plads til dessert, hvilket vi lige kunne overkomme ;-) Desserten bestod af to dele, nemlig det grillede ananas og en brioche som var bagt i en porcelænsskål med sirup og creme på fløde, cognac, sauternes, vanilje og sukker, hvilket gjorde den fantastisk. Kombinationen af den ret fede bolle med syrlig og letrøget sirup og den alkoholiserede flødecreme fungerede meget bedre end jeg havde forestillet mig. Ligesom de øvrige retter vi havde smagt på kortet, så var også denne ret ganske simpel men utroligt velsmagende, så også her leverede de et meget højt niveau.

Konklussion

Dette kommer måske til at lyde lidt kedeligt, men bortset fra den lige lovligt fede, og syrefattige hovedret til min kone, så har jeg ikke en eneste finder at sætte på hverken modtagelse, betjening eller maden. Det spillede bare og kørte efter en snor, i det store og imponerende lokale, hvor jeg havde lyst til at side i mange flere timer end vi havde mulighed for, da bordet skulle bruges til et seed mere, inden de ansatte kunne holde fri for denne aften. Vores regning lød afslutningsvis på 2.290 kr. for 2 forretter, 2 hovedretter, 1 tilkøb af sorte vintertrøfler, 4 glas vin og 2 espressoer, hvilket må siges at være meget overkommeligt, når vi tænker på det niveau der blev lagt for dagen på det luxuriøse hotel midt i London. Der var flere smagsoplevelser jeg sent vil glemme, og jeg vil derfor sige at stedet helt klart er anbefalelsesværdigt, så se at kom afsted! 

Link til The Mandarin Oriental Hyde Park´s hjemmeside

The Fat Duck, Bray - December 2017

Der findes mange ikoniske restauranter i verden, men af eksisterende restauranter, kan jeg ikke forestille mig en mere ikonisk restaurant end The Fat Duck. Legenden bag restauranten, Heston Blumenthal, har trukket sig ud af køkkenet for flere år siden, men de har alligevel formået at holde det høje niveau, og har beholdt deres 3 Michelinstjerner. Der er efterhånden ved at være 15 år siden at jeg hørte om denne restaurant for første gang, og efter at have set et utal af tv-udsendelser fra restauranten, og med Heston Blumenthal selv, har mit ønske om at besøge stedet kun vokset. Der er som sagt gået mange år, hvor jeg har drømt om at besøge netop denne restaurant, og da der pludselig dukkede en mulighed op, for at få drømmen til at blive til virkelighed, lod jeg den ikke passere. Var det hele så ventetiden værd? Det kan du læse nedenfor, hvor jeg beskriver min oplevelse på The Fat Duck, en fredag eftermiddag i december 2017.

Ankomsten

Restauranten ligger 50 km. uden for London i den lille by Bray, som huser knap 9.000 mennesker, og derfor må det siges at være et optimistisk projekt at starte en gourmetrestaurant op i den lille hyggelige by, men ikke desto mindre så var det, som den autodidakte kok, Heston Blumenthal, gjorde tilbage i 1995. Det skal dog også siges, at det tog ham nogle år før der for alvor kom gang i biksen, men da der først kom hul igennem, skal jeg love for at de stemplede ind på scenen, som en af verdens mest innovative restauranter, og er derfor også flere gange blevet kåret som verdens bedste restaurant, af ”The worlds 50 best restaurants”.
Hvis jeg skal nævne en ligeså ikonisk restaurant, for deres tidsalder, vil det være El bulli, og da jeg glippede chancen for at spise der, i og med at de lukkede for år tilbage, ville jeg ikke forpasse chancen for at spise på The Fat Duck (TFD), og derfor besøgte jeg stedet i december måned, for at kune krydse den oplevelse af på min ”bucket list”.

Jeg havde reserveret et par af de meget eftertragtede pladser i restauranten, til fredag eftermiddag kl. 1245, og da vi kom direkte fra lufthavnen, var det en lidt presset Hr. Dahl der satte sig i flyet i Billund, på vej til Heathrow lufthavn fredag formiddag. Jeg havde dog oplyst dem på restauranten om, at vi muligvis blev en smule forsinkede, hvilket de havde stor forståelse for. Da vi ankom til restauranten kl. 1315, og beklagede vores sene ankomst, fik vi at vide at det skulle vi slet slet ikke tænke på, og at de var glade for at se os, så alt var i skønneste orden. Til det skal der siges at jeg hader at komme for sent, specielt til restaurant bookinger, da jeg selv ved hvor pisse træls det er, når gæster kommer for sent.

Før ankomsten

Besøget på restauranten startede egentlig allerede to uger inden vores ankomst, da jeg modtog en mail med nogle opklarende spørgsmål, så de kunne personliggøre vores oplevelse så meget som muligt. Der var 8 spørgsmål, som blandt andet omhandlede vores barndomsminder i forhold til mad, og om der var nogle specielle oplevelser vi havde haft som børn, som fik os til at føle os som et barn i en slikbutik. (Like a kid in a sweet shop – forklaring følger) Efterfølgende modtog jeg en mail fra vores storyteller, som lige havde et par uddybende spørgsmål i forbindelse til mine besvarelser, som han gerne ville have opklaret via en telefonsamtale, så vores besøg var allerede startet i ugerne op til vores rejse, og dette gjorde bestemt ikke forventningerne mindre til besøget.

Vi ankom som sagt en anelse forsinket restauranten, som var beliggende i en gammelt lavloftet bygning fra 1600-tallet, og vi blev henvist til et hjørnebord, hvorpå der var to vandglas, en lup og et såkaldt menukort. Menukortet var en slags landkort som beskrev de 7 kapitler som vi skulle igennem ved vores besøg, og selve besøget var en historie om en typisk feriedag, som startede på en aften inden man skal holde ferie, og så hele den efterfølgende feriedag, hvor man ender med at gå i seng, og tage en tur i drømmeland. Selve konceptet er superfedt udtænkt, og der var mange fede gimmicks, som jeg vil vende tilbage til senere. Menuen er fastsat, og forudbetalt, så da vi ankom skulle vi kun vælge hvad vi ville drikke til menuen. På disse restauranter, som serverer en fastsat menu med mange serveringer, så er det eneste rigtige, i min optik, at vælge deres vinmenu, da vi på den måde får de vine, som de mener passer bedst til de pågældende serveringer. Der var naturligvis også et ganske imponerende vinkort, hvor man selv kan gå på opdagelse i, men vi valgte altså at holde os til vinmenuen, som kunne fåes i tre udgaver, nemlig en til 155 pund, en til 255 pund og en til 950 pund(!!!!), og vi valgte den "billige" af dem, som vidste sig at være ganske fremragende.

Kapitel 1 – The day before we go: Are we nearly there yet?

”A change of air”

Selve fortællingen, og retterne, var baseret på Heston Blumenthals barndomsminder, med et lille snert af Alice i eventyrland, krydret med henvisninger til de elementer som jeg havde fortalt om, i både mail og telefonsamtale. Dagens første servering, og som også var første del af historieforløbet vi skulle igennem, gik ud på, at vi skulle have os en aftendrink inden vi skulle forestille os at skulle i seng, forud for vores feriedag. Der blev derfor kørt en lille vogn hen til bordet, hvor der var 5 forskellige cocktails på sifonflasker, at vælge imellem, blandt andet Campari soda, Paloma, Vodka lime sour og Pina colada, og vi valgte henholdsvis Vodka lime sour hos min kone og Pina colada til mig selv. Herefter blev der sprøjtet en god mundfuld sifonskum op på en ske, som blev sænket i en beholder med flydende kvælstof, og blev til en kold marengskugle med en skøn smag af den valgte drink, og var en dejlig forfriskende start på middagen.

Herefter fortsatte luftforandringen, og denne bestod af en sprød macaron af rødbede og peberrodscreme, som var ganske fin og let, og meget delikat. Retten bestod af to stykker rødbedeskum, som var pureret og tilsat kulsyre, inden de var blevet dehydrerede til de var helt sprøde. Det var en ganske let servering, som hurtigt forlod smagsløgene igen.

”Just the tonic you need”

Sidste indslag i det første kapitel, var en ret der hed: ”Just the tonic you need” og var en jordskokkeis, på en æggestand tilsmagt med spidskommen, en agurkesuppe samt en god håndfuld spiselige blomster.

Kapitel 2 – Morning: Rise and shine, it´s breakfast time

"Excuse me, my tea seems to be cold… And hot"

Herefter blev vi spurgt til, om vi ville have kaffe eller the, som næste servering bestod af, da vi i historieforløbet nu var nået til morgenmaden. Vi svarede begge to kaffe, og vi fik herefter serveret aftenens første virkelig overraskende ret: Nemlig et glas kaffe, som i den ene side af glasset var koldt, og i den anden side var varmt! Ja det var det sgu! Det var meget sært, og tungen var i fuld gang med at sende signaler op til hjernen om, at det den indtog var varmt, men så blev det pludseligt koldt, og så varmt igen, så forvirringen var total, inden hjernen fik den rigtig besked om at den altså var begge dele. En meget fed gimmick, som Heston har kørt i mange år, og har gjort til en af sine mange signaturretter.
Det der irriterede mig ved retten var, at det altså ikke var en særlig god kop kaffe! Vi erfarede senere at de mestrede at lave espressoer, men denne kaffe var altså ikke værd at skrive hjem om(selvom jeg er godt igang med det lige nu). Dette var mere en gimmick, for gimmickens skyld, og det skuffede mig lidt. Jeg er ret sikker på at hvis vi havde valgt at drikke the i stedet, så var det en anden smagsoplevelse, da briternes historik omkring the er en helt anden, så jeg tror at de har brugt lidt mere krudt på den, men det finder vi nok aldrig ud af.

"Why do I have to choose between a variety pack and a cooked breakfast?"

Efter vores morgenkaffe fik vi serveret en skål morgenmad, som jeg aldrig har set lignende. Retten hedder ”Hvorfor skal jeg vælge imellem en skål morgenmad og en tilberedt morgenmad?” og det valg fik vi ikke, da vi nemlig fik begge dele på samme tid.  Vi fik 6 små portionspakker med ”serials” bragt til bordet, som var forsejlet i plastikfolie, hvor vi så skulle pakke æskerne ud, og vælge én æske hver. De var lavet med forskellige motiver, forskellige navne, forskellige animationer, men indeni var de ens. Der var en pose med morgenmad i bedste kellogs stil, og derudover var der et lille stykke legetøj som skulle samles – Ligesom i de rigtige æsker.
Legetøjet var 6 stykker små træ, som skulle samles til en lille æske, hvor der så skulle i læges en mønt, som vi skulle bruge senere i forløbet. Æsken blev samlet, og herefter kom tjeneren med en lille skål til vores morgenmad, hvor han hældte ”mælk” i. Under ”mælken” var der en geleret tomatconsomme, som udgjorde smagen af de bagte tomater. Herefter skulle vi åbne vores pose med serials, som var cornflakes, froot loops og guldkorn med smag af ristet brød og bacon. og drysse posens indhold ned oveni mælken. Herefter kunne vi indtage en skål morgenmad, med alle smagene fra en fuld English breakfast, bestående af scrambled eggs, bacon, ristet brød og bagte tomater. En meget surrealistisk oplevelse da øjnene så ét, og tungen smagte noget andet, men det fungerede virkeligt godt, selvom min kone ikke var helt begejstret for den geleagtige konsistens som ”mælken” fik, efter at have stået i lidt tid.

Kapitel 3 – Mid-morning: First one to see the sea…

"Sound of the sea"

Da vi havde spist morgenmad, skulle vi en tur til stranden, hvor vi også stødte på en af hans signaturretter, som var ”Sound of the sea”, hvor vi først fik anbragt en stor konkylie på bordet, hvori der var gemt et sæt høretelefoner, som var tilsluttet en lille iPod. Dernæst fik vi serveret en lille trækasse med sand i, hvorpå der lå en glasplade, som blev brugt som tallerken for elementerne som forestillede elementer fra stranden, og med høretelefonernes lyde af havet og måger, blev totaloplevelsen perfekt.
På tallerkenen lå der blandt andet saltet makrel, tapioca-sand, salturt og ”havskum”. En genial servering som må gå ind i top 20 over bedste retter nogensinde, og en ret hvor missionen lykkedes til fulde. Jeg har tidligere oplevet at når man forsøger at lave noget som skal imitere noget, eller henlede tankerne på noget, så bliver sådan lidt ”lala”, men på TFD var der intet overlagt til tilfældighederne, og det var en fornøjelse at opleve. Hvis jeg skal være kritisk ved en ting ved retten, så vil det være at de valgte at servere Sake til den skønne ret!?!? Undskyld mig for ikke at forstå at man vælger at servere risvin på ca. 15 % alkohol, til så let og delikat en ret, men det gør jeg altså ikke! Jeg er virkelig ikke fan af den tynde asiatiske risbrændevin, som jeg forbinder det med at være, så det var lidt overraskende at servere det hertil. Også selvom at sandet på tallerkenen var lavet af miso!

"Can i have some money for an ice cream"

Når man er en tur ved stranden, så skal man naturligvis have en is, og derfor skulle vi naturligvis også spise is denne eftermiddag. Der kom nu to is ind foran os, nemlig en Rocket og en twister. Vi fik besked om at starte med vores Rocket, som var en lille trefarvet is, som var brun, grøn og rød, med smagen af valnød, æble og vindrue. Den opmærksomme læser har allerede opdaget at de tre smage er grundsmagene i Waldorfsalat, som er en gammel engelsk klassiker som opstod på Hotel Waldorf Astoria for mange år siden, og den smagte også skønt som is, og havde en glimrende rensende effekt. Den anden is, som var en twister med hvide og grønne striber, var ikke en is, men et stykke røget laks som var rullet ind i avocado og peberrod. Det var lidt sært da vi først fik den i munden, men vi opdagede hurtigt at det ikke var en is, og det var en rigtig god lille mellemret.

Den sidste is vi skulle have var en lille vaffel, som blev serveret i en lille klassisk vaffelholder, og var med en is lavet på krabbe-bisque og med passionsfrugt, for at bringe syre til den kraftige is, og det fungerede virkelig godt.

"Then we went rockpooling"

Sidste indslag ved stranden var da vi skulle ud til klipperne og forsøge at fange krabber, eller det var i hverfald det som Heston gjorde i sin barndom, og derfor var der en ret med, som skulle genskabe den oplevelse. Det var en meget tynd skal hvid chokolade formet som en krabbe, som gemte på røgede caviar, krabbekød og ørred rogn som kom til syne da krabben blev overhældt med en lun muslingesuppe. ”Krabben” smeltede simpelthen og gik i et med suppen som sammen smagte fantastisk, og sammen med caviarene, krabben og rognene og det smagte himmmelsk.

Kapitel 4 – Afternoon: If you go down to the woods today…

"Damping through the boroughgroves…"

Efter strandbesøget skulle vi en tur i skoven, hvor vi skulle have en enkelt ret som lignede en god omgang skovbund, samt en lille picnic med en ”kop the”. Den første af de to, er en ret der er forsøgt mange gange, men jeg har aldrig set en så veludført udgave som det var tilfældet her. Der blev placeret et cylinder med en lille skov midt på bordet og imens tjeneren præsenterede maden på vores tallerkener hældte han væske i bunden af cylinderet, og ned i den tør-is der lå nedenunder. Så startede en damp med duft af figenblad at stige op over den lille skov, og videre ud på bordet, og ned på vores tallerkener. Selve serveringen bestod af svampe, brombær, brøndkarse, ”maltjord” og sort trøffel, som var en super god ret, med kraftige og fyldige smage, hvilket var skønt, efter mange retter i den lette genre.

"…We discovered the Mock turtle picnic"

I skoven skulle vi også have eftermiddags-the, som var forklædt som en forloren skildpadde suppe, som var inspireret efter en gammel engelsk traditionel suppe, som opstod i det nittende århundrede hvor skildpaddesuppe var meget populært. Skildpadde var desværre bare meget dyrt, og derfor blev forloren skildpaddesuppe et stort hit, da det var lettere tilgængeligt for den almene britte.  Og så tænker du måske, at det lyder rimeligt ordinært, men det skal jeg så lige love for at det ikke var! Vi fik først serveret et guldur serveret i en træ-æske, og Liam, vores storyteller, fortalte os at denne ret faktisk var den som tog længst tid at lave, på hele menuen, da den fond der gemte sin indenunder det tynde lad bladguld, (ja jeg sagde bladguld) skulle koge i 3-5 dage inden den er klar til at blive støbt, og siden overtrukket med det førnævnte bladguld.
Ved siden af gulduret, blev der stillet en gennemsigtig the-kande, hvor vi skulle opløse førnævnte ur i kogende vand, og efterfølgende hælde den over i den the-kop vi havde under kanden.  I the-koppen lå der et pocheret æg, samt små brunois af oksekød, majroe og suppeurter. Fantastisk consommé med nogle skønne urter, som gav retten konsistens, og det cremede æg havde bestemt også sin berettigelse. Ved siden af suppen i the-koppen, fik vi serveret en trekantsandwich (Toast sandwich) som var lavet af blødt toastbrød men med en sprød toastbrød i midten, som var stegt i smør og kyllingefedt. Da jeg fik serveret sandwichen tænkte jeg at den så ret kedelig og ligegyldig ud, men det var den så sandelig ikke. Skøn blanding af konsistenser og smage, og en vildt fed idé at putte sprød toast i blødt brød.

Kapitel 5 – Evening: Are you ready for dinner?

"Scallop Anna"

Efter vores eftermiddags the, så var vi nået til at vi skulle ud og spise, i vores dagsforløb, og vi blev derfor præsenteret for aftenens menukort, hvor første ret var Scallop Anna. Retten var inspireret af kartoflen ved navn ”Pommes Anna”, hvor man ligger kartofler i tynde skiver, i lag, og bager dem under pres. Her var det stegte kammuslinger, stegte kejserhatte og tynde skiver af sort trøffel, der var taglagt, og serveret med rå kammusling underneden. Rundt om retten var en kammuslingeskum, og dette var en af eftermiddagens mest sublime retter, hvor alle de umami-rige elementer gik i fantastisk spænd med hinanden. Endnu en ret som jeg ikke havde lyst til skulle slutte, da jeg godt liiiiige kunne spise et par mundfulde mere..

Efter forretten fik vi en lille sprød snack som var tørret havregrød (eller noget der henad) med julekrydderier (nelliker, stjerne anis, peber, mm) som blev serveret i en lille skål med de selvsamme krydderrier, for at understøtte duften. Dejlig let og velsmagende, og fin forberedelse til den efterfølgende hovedret.

"Duck"

Hovedretten bestod af Andebryst, ”blood puding puré”, andehjerte, stegte løg, glace og sauteret spinat, og var fantastisk! Andebrystet var perfekt rosa, og smagen var helt unik, og sammensætningen fungerede ganske fortrinligt. Ved siden af retten fik vi et lille knivskarpt rør sprød filodej, hvori der lå noget der kunne være konfiteret and og som var en fin tilføjelse til retten, da der ikke var noget sprødt derpå. Deres ”blood puding puré”, som i øvrigt mindede en smule om den blodpølsepuré jeg selv lavede engang, dog uden yderligere sammenligning, smagte skønt. Hjertet og løgene var tilsvarende gode, så også her kunne jeg godt have spist en anelse mere, af den velsmagende and, for; Føj for pokker hvor var det lækkert.

"The BFG – Black forest gateau"

Efter den sørgelige afsked med den fantastiske tallerken, så kom en tilsvarende god servering ind på bordet, nemlig desserten i den 3-retters menu, vi skulle forestille os at have i vores historieforløb. Det var en chokoladekage som var sprayet med chokoladestøv og fyldt med syltede kirsebær og en lys creme. Den stod på et træbræt sammen med en bærsirup, krystalliseret chokolade og mælkeis. En fantastisk dessert med let syre, en god mængde sødme, dejlig bitterhed og umami, samt nogle dejlige konsistenser, så igen en fantastisk ret.

"Botrytis cinerea"

Næste dessert var vel nok eftermiddagens bedste servering: Det var en ret der var baseret på, og navngivet efter, den æddelråd der går i de druer der bruges til sauterne, lige inden man presser den, for at få den kraftige og underskønne saft ud af skallerne. Eftersom sauterne altid har haft en særlig stor plads i mit gastronomiske hjerte, så var det med stor fornøjelse at vi modtog denne ret, med et tilhørende glas af selvsamme skønne vin til. Det var en skøn blanding af chokolade, cremer, blæst sukker, trukket sukker, gelé, sirup, is, crumble, m.m. Det var intet mindre end en fantastisk blanding af komponenter som smagte fantastisk på alle sensoriske niveauer, og vi var helt oppe i det røde felt af ren begejstring for denne ret, for dette mesterværk. Wow.

"Digestif"

Efter ”middagen” fik vi serveret et kort med 5 forskellige whiskey-vingummier på, hvoraf de 4 var britiske og den sidste var en amerikansk. Et sjovt lille indslag, hvor de forskellige vingummier naturligvis smagte forskelligt, alt efter hvilken whiskey der var tale om. Igen havde min medspiser et problem med den geleagtige konsistens, så det var ikke en vinder hos hende, men jeg fandt dem meget gode, og smagen var rigtig fin, uden at være for kraftig af alkohol.

Kapitel 6 – Bedtime: Off to the Land of Nod

"Counting Sheep"

Så var middagen slut, og vi skulle derfor til at ”i seng” i vores fortælling og vi var dermed nået til sjette, og næstsidste kapitel i historien. Efter at lyset var blevet ændret ved vores bord, kom der en pude ind på bordet, som svævede over en stor porcelænsbowle, som spillede godnat-melodier. Ovenpå puden lå der en sprød marengs-sandwich, med navnet ”milk and cookies” med en syrlig mælkecreme imellem de to sprøde marengs ”boller”. Det var en let mellemdessert, inden vi skulle have eftermiddagens sidste dessert. Den sidste dessert var inspireret af intet mindre end babypudder, som skule spises med en ske, som havde et hvidt plyshåndtag. Retten bestod af panna cotta af tonga bønner, kokossorbet og krystaliseret hvid chokolade. Pana cottaen som var pakket ind i en slags hvid pudder, smagte skønt og gik fint i samspil med de øvrige komponenter, og retten havde også noter af lavendel og appelsinskal, og smagte som helhed glimrende.

Kapitel 7 – And then to dream…

"Like a kid in a Sweetshop"

Nu var dagen slut og sidste element i vores historie skulle fortælles, og det skulle naturligvis foregå i vores drømme. Der blev kørt en imponerende miniatureudgave af restauranten ind foran vores bord, og vi blev bedt om at afleverede den mønt vi havde fået udleveret tidligere, så vi kunne bruge vores lommepenge i slikbutikken. Efter at mønten blev puttet i maskinen, åbnede de forskellige skuffer sig på skift, og til sidst blev en af skufferne ude. Deri lå aftenens sidste servering, som vi skulle tage med hjem, så vores middag kunne fortsætte lidt endnu. Vi fik en chokoladebar med lag af nougat, blød karamel og til sidst kiks, som var penslet med fond af wagyo okse for at nærme sig en gammel engelsk chokoladebar fra 1890erne, hvor man puttede oksekød i. Der udover fik , et spillekort af hvid chokolade med hindbær og mørdej (iført nissehue i anledningen af højtiden), en æblekaramel i spiseligt papir og en fyldt chokolade med en dehydreret mandarinskum. Alle sammen små skønne petit fours, som satte et fremragende punktum for en fantastisk frokost på en af de mest revolutionerende restauranter i verden.

Konklusion

Vi havde os en fantastisk middag som uden tvivl vil være en oplevelse for livet. Når jeg læser beskrivelsen igennem, lyder det faktisk som en sindsyg stor omgang, hvor det lyder til at vi blev bombarderet med tallerkener, og blev overrendt af tjenere konstant, men dette var slet ikke tilfældet. Det var en super behagelig oplevelse, hvor vi blev serviceret på meget professionel vis, og af meget kyndige og behagelige værter. Vi var der fra kl. 13:15 til ca. kl. 18:00, så vores frokost var en heldagsoplevelse, og en heldagsoplevelse som jeg får svært ved at toppe. Jeg beklager at jeg ikke har beskrevet vinene der blev serveret til maden, men i så stor en menu, så vælger jeg at sætte mit fokus på maden, da det har højest prioritet hos mig. Beklager vinnørder..

Hvordan bedømmer man en sådan restaurant som er en absolut ener? Ja det er næsten umuligt at gå i gang med at sammenligne den med andre steder, da de er et sted som nærmest ingen sammenligning tåler. Jeg har tidligere spist på Minibar i Washington, som ligesom The Fat Duck udøver molekylær gastronomi, og også serverer en forudbestemt menu, som var på imponerende 32 serveringer, og som også bød på en perlerække af skønne smagsoplevelser. Dog vil jeg slet ikke sammenligne de to steder, da de hver for sig er fantastiske, men der er ingen tvivl om at The fat duck er noget af det største der findes på de gastronomiske breddegrader, ikke mindst hjulpet godt på vej i skaberen Heston Blumenthal, som har lavet et unikum, som mange har drømt om at kopiere, i en eller anden form. I forhold til menuen, så er det en restaurant som bruger lang tid på udvikling af retterne, og når de så først kommer i rotation på menuen, så bliver de der også i lang tid. Vi fik flere retter, som har rødder helt tilbage til 1999, hvor de var på menuen for første gang, og så sidenhen har været ude og er blevet modificeret lidt, inden de så er blevet skiftet ind igen.

Det er et imponerende setup, for hold nu op hvor det bare kører, og jeg er benovet over at have prøvet at spise på netop denne restaurant. Dermed gør det det også en smule angst-provokerende at skulle prøve kræfter med køkkenet, som stagiere til foråret.
Der er helt sikkert nogen som vil spørge om, hvad sådan en omgang så koster, og det kan jeg så sandelig godt forstå, for når der er tale om et sted som, dels er etableret af Heston ham selv, dels kører så højt niveau, at man siden 2004 har fået tildelt 3 stjerner fra guide Michelin, dels har over 70 ansatte(!!!), dels sælger samtlige reservationer til en hel måned på 5 minutter, det spiser man ikke gratis på. Altså er man tvunget til at få læderet op af baglommen, eller uden at swipe den helt store finger igennem mobile pay, eller uden at skrive en check med den helt store kuglepen, eller uden at smide den store pose med bitcoins, eller hvilket udtryk du ellers vil bruge.

Vi forudbetalte 275 pund pr. person for menuen, da vi bestilte bordet sidste efterår, (hvilket sidenhen er steget til 325 pund) og købte dertil vinmenu til 155 pund.  Der udover købte vi et glas mousserende vin til at nyde ankomsten med til 23 pund og så betalte vi 12,5% oveni regningen for service,  som man som oftest gør det i udlandet, da tjenerne bliver betalt igennem deres drikkepenge. Vi ender på dermed på i alt 510 pund pr. person, som omregnet til danske kroner bliver 4.300 kr. Det er uden sammenligning den dyreste frokost (og middag) jeg nogensinde har spist, men det var saftsusemig også den mest interessante, gennemførte, syrede, langt ude, nærværende, nede på jorden, CRAZY, fabelagtige, legende, eksperimenterende, klassiske, inspirerende, legendariske og mineværdige frokost jeg kommer til at indtage. Næste spørgsmål er så; om det var pengene værd? Tja, for en uforglemmelig oplevelse, som jeg har ønsket at få i næsten 15 år af mit liv? Som jeg fik lov til at dele med min skønne kone? På en "one of a kind" af en restaurant?

Ja det vil jeg sgu sige at det var!!

Tak for en fantastisk oplevelse!