Best Western Hotel Fredericia - November 2015:

Jeg har netop været på kursus I Fredericia, og i den forbindelse boet på Hotel Fredericia, som er en del af Best Western kæden, som jeg tidligere har besøgt med begrænset begejstring.

Fint førstehåndsindtryk

Jeg ankommer til hotellet om formiddagen, og bliver taget fint imod af en venlig og informativ receptionist, så et dejligt førstehåndsindtryk af hotellet og dets personale. Selve bygningen er af nyere dato, og på trods af at hotellet har adresse på Vestre Ringgade, ligger det rigtig nydeligt med udsigt ned over en nærtliggende sø, som i dagende for mit besøg havde besøg af et par ænder, hvilket kun gjorde det mere idyllisk.

Efter et par timers arbejde på kurset, blev der serveret frokost fra en buffet i den lyse, og solbeskinnede restaurant. Det viste sig at være en udmærket buffet hvor der blandt andet var et udvalg af rørte salater i små lerskåle, blandt andet æggesalat og tun salat. Det var røget laks, forskellige blandede salater, lune frikadeller med kartofler & skysauce, Bagt torsk med smørglacerede perleløg & rosenkål, 3 forskellige oste med forskelligt hjemmelavet tilbehør og at stykke kage og 3 forskellige slags brød. Det var altså en udmærket buffet med et bredt udvalg, så der var lidt for enhver smag.

I løbet af eftermiddagen var der nogle pauser hvor der blev serveret et bredt udvalg af god the, middelmådig kaffe, blandet frugt, og i den ”store” kaffepause blev der serveret kage, lækre hjemmelavede pebernødder, tørret frugt og nødder.

Udsigten fra hotellet

Fint aftenmåltid

Efter en lang dag med spændende opgaver, ventede der mig et aftenmåltid, hvor de prøvede kræfter med kalveculotte, som jeg tidligere har erfaret Best Western kæden have utroligt store problemer med, da jeg til et lignende kursusophold tidligere på efteråret, oplevede at næsten samtlige deltagere sendte kødet retur. Det blev bestemt ikke tilfældet denne aften hvor kødet var uhyre godt tilberedt! Når man nu har haft så stor succes med tilberedningen af kødet, så skal man ikke være fedtet med det, og det var køkkenet så sandelig heller ikke! Der var så meget kød at flere af de kvindelige deltagere sendte en tredjedel af kødet retur, så måske man skulle holde lidt igen til en anden gang. Til det lækre kød havde køkkenet valgt at servere bagte gulerødder, en lille lille lille bitte smule selleripuré, langtidsbagte rødbeder, ovnstegte kartofler og en kalvesky. Gulerødderne var fornuftigt tilberedt, og havde stadig lidt bid, rødbederne var meget små og var meget søde grundet deres lange tilberedning. Selleripurén var der simpelthen så lidt af, at jeg ikke kan vurdere den og kartoflerne, som kom ind i små skåle, var der nok af. Det skal siges at opfyldningen lod vente på sig, fra en ikke alt for opmærksom tjenerstab, hvilket resulterede i at flere af deltagerne sad og ventede alt for længe på at få kontakt med dem. Kartoflerne havde desværre også fået for meget, så de var blevet helt bløde og indsunkne, og manglede salt, så de var bestemt ikke ventetiden værd. Kalveskyen var yderst velsmagende og havde en fin konsistens, med den kraftige smag taget i betragtning. Det var en meget traditionel hovedret, uden for meget kærlighed og nogle af elementerne havde fået for meget, men hovedemnet, altså kalveculotten, var tilberedt perfekt. Vinen til hovedretten var en cabernet Sauvignon fra Chile, og den fungerede glimrende til kødet, og man kunne fornemme at selleripuréen ville have smagt fint til vinen også, så det var synd at denne ikke til stede på tallerkenen.

Rosastegt kalveculotte

Dag 2

Den efterfølgende dag blev jeg mødt af en meget klassisk morgenbuffet med Æg, bacon, pålæg, ost, yoghurt med diverse toppings, forskelligt brød og lidt sødt bagværk. Der hvor de udmærkede sig var ved deres hjemmelavede gulerodsjuice med ingefær, hvilket var en dejligt indspark, til en ellers ret plain morgenbuffet med scrambled eggs fra dunk og bake-off rundstykker.

Frokosten var tilsvarende dag 1, nemlig ganske udmærket, uden at være prangende. Der var en del forskelligt, at vælge imellem, men jeg savnede altså lige den sidste mængde kærlighed i maden, da det var lidt fladt og man havde en fornemmelse af, at det måske var gået lidt for stærkt med tilsmagningen.

Jord på brøndkarsen

Om aftenen var jeg så nået dertil hvor jeg skulle prøve kræfter med stedets to retters menu, bestående af en forret og en hovedret med tilhørende vine. Jeg kommer lidt undrende fra start, da vi får serveret forretten, som var tatar af røget krondyrkølle! Det overrasker mig, da jeg er af den opfattelse at tatar er råt kød eller fisk, så derfor kan det altså ikke være røget, da det så har gennemgået en tilberedning. For at være sikker i min sag, søgte jeg svar hos nudansk ordbog, og her er hvad jeg fandt:

”Tatar: finthakket, fedtfattigt oksekød der formes til en bøf og spises råt, fx pyntet med en rå løgring og en rå æggeblomme - også om tilsvarende ret af rå, hakket fisk”

Det var altså ikke mig der var helt galt på den, men lad mig lade ordkløveriet ligge, og komme videre med forretten. Sammen med det røgede krondyr, som i øvrigt var hakket med nødder, blev der serveret små syltede peberfrugter i syrlig olie, appelsincoulis, sprøde croutons, frisesalat og maltkrummer. Dertil blev der serveret lidt plukket brøndkarse, hvor jeg var så heldig at få den nederste del af stilken med, hvor der desværre var jord på. Det er bare den sidste ting man ønsker, når man er ude at spise; at kunne mærke jord knase imellem tænderne, så der skal de sgu være lidt mere vågne en anden gang! Bordset fra jorden på brøndkarsen, var det en fin sammensat ret, og de kom fint rundt i smagskompassets 5 ”hjørner”, og sammen med den meget kolde chardonnay der blev serveret til, fungerede det altså ganske fint(sagt på godt jysk).

"Tatar" af krondyrkølle 

 Hovedretten var unghane med kogte kartofler, rødbedepuré, stegt rosenkål, syltede perleløg, glaceret persillerod og sauce bordelaise. Hovedretten, som var pyntet af med karse, purløg og rød skovsyre



, var meget velsmagende og unghanebrystet med tilhørende vingeben var meget saftigt og meget flot stegt. Min nabomands bryst var godt nok til den røde side, inde ved benet, så det skulle ikke have haft 2 minutter mindre, for at være undertilberedt. Kartofler blev serveret med skræl på, hvilket jeg mener, er synd i denne mørke vintertid, fordi det hører sig sommeren til, men de var godt kogte og havde fint bid, så fred være med det. Rødbedepuréen smagte fint og var væsentlig mere til stede end dens forgænger fra dagen før, altså selleripuréen, så denne dag havde de fået lavet nok puré. Persilleroden var en anelse overtilberedt men smagte såmænd ganske udmærket, ligesom saucen gjorde det, og på trods af dens tynde konsistens, var man slet ikke i tvivl om dens tilstedeværelse. De skarpe krydderurter på toppen af unghanebrystet gav en smule fin skarphed til retten, dog uden en egentlig berettigelse, da de ikke indgik i selve retten, men kun var lagt på som pynt, hvilket jeg mener, er en dødssynd! Enhver kan klippe eller plukke lidt grønne krydderurter, og smide ovenpå en ret, for at få den til at se bedre ud, men det kræver lidt mere omtanke og håndværk at få det indarbejdet i retten, for så også at pynte med det til sidst. Til hovedretten fik vi serveret den samme vin som dagen forinden, nemlig en Don varano lavet på cabernet sauvignon, fra Chile, som også her fungerede helt fint, uden at gøre nogen fortræd.

Stegt unghanebryst med vingeben

Bedømmelse:

Det er altid lidt svært at bedømme steder som disse, men jeg kaster mig alligevel ud i det. Det var et rigtig fint bekendtskab med Best Western Hotel Fredericia og det var et dejligt sted at være til konference, med fine faciliteter, og fine værelser. Hvad angår forplejningen, så er der heller ikke det store at klage over, udover et uopmærksomt tjenerpersonale og overtilberedte kartofler på dag 1, og lidt jord på forretten på dag 2. Jeg savnede dog lidt opfindsomhed, kreativitet og lidt kærlighed på deres mad generelt. Jeg ved godt at det er et konferencecenter, og at de laver mad til mange mennesker ad gangen, men det er jo det de gør hver dag, og derfor burde det altså være bedre. Jeg var skuffet over morgenmaden, og frokosten, men til gengæld var hovedemnerne om aftnerne rigtig flot tilberedt. Når vi kigger på de hidtidige stjerner jeg har uddelt, så falder de lidt uden for kategorien her i Fredericia, da det er en gourmet liste jeg laver, men skulle jeg vurdere dem ud fra et almindeligt restaurant perspektiv, så ville jeg nok ende med at give dem 3,0 stjerner da vi er godt på vej, men mangler en del for at nå helt i mål.

Jeg undres!!

Man har som madanmelder et kæmpe ansvar for at formidle de oplevelser man har på en restaurant, videre til mange tusinde mennesker, og derfor er det uhyre vigtigt at man tager sin opgave særdeles alvorligt! Det kan betyde ALT for en lille virksomhed at få en god anmeldelse i en avis, et magasin eller på en madblog!! Jeg oplever desværre for mange der sjusker i anmeldelser, og oplever tit at flere etablerede steder nærmest er selvskrevet til at få topkarakter, selvom de ikke leverer varen. Man skal være moden, og modig, nok til at kalde en spade for en spade, og være objektiv i sin vurdering, og hvis ikke man kan det, så skal man stoppe sit anmelderi. Jeg er da ret ligeglad med, om restauratøren kender chefredaktøren, for hvis en restaurant leverer en 3 eller 4 ”gaflet” oplevelse, så er det dét antal, den skal have! Den skal ikke have 6 gafler fordi det måtte have været en svipser, for hvis anmelderen har oplevet sjusk og ligegyldighed, så er det dét der skal stå i anmeldelsen!

Jeg læser fast med på nogle af landets større aviser, når de kommer med deres ugentlige anmeldelser, og her undrer jeg mig altså meget, fra tid til anden. Jeg har meget svært ved at finde en større sammenhæng i den måde de anmelder på, og der er stor forskel på hvem der har været ude at spise på de pågældende steder, da der slet ikke er nogen rød tråd i deres bedømmelseskriterier. Det seneste eksempel som giver mig anledning til dette sure opstød er fra ”Nordjyske” lørdag d. 21./11-15, hvor de skriver om et besøg hos ”Frøken Madsens spisehus” i Sæby. En lille restaurant som med et par år på bagen ville få et kæmpe boost, hvis hele Nordjylland fik at vide at de eksisterede og at de laver rigtig god, spændende og kreativ mad. Nuvel, de får sig da en hæderlig anmeldelse, og høster sig 4/6 gafler, hvilket efter avisens eget udsagn gives til: ”En rigtig god oplevelse. Spændende mad.”

Det jeg bare ikke forstår, er at når anmelderens eneste negative ord er, at det krondyr de fik til hovedret godt kunne have hængt i kølerummet i et par uger mere, for at give lidt mere smag, hvorfor får de så kun 4 gafler? 

Han slynger omkring sig, med fine gloser som følger herunder:

”For her bliver de kreative kokkegener sluppet fri”

 ”Vinen stod ualmindeligt godt til maden”

”Ikke alene var forretten i sin signatur elegant – den var også spændende for smagsløgene”

”Den røgede smag(i forretten, red) var heldigvis ikke dominerende, og det gav plads til et meget fint samspil med frugten – både pærerne og æblesaucen”

”Her var lakridsen alene til stede antydningsvis – og det gav forretten den lette og meget fine karakter, der stod blændende til det letrøgede grågåsebryst.”

”For her midt i vildtsæsonen blev vi præsenteret for en tallerken, hvor fantasien havde fået frit spillerum.”

”Retten(hovedretten, red) var som taget ud af en eventyrbog, så øjet var ret så fornøjet”

”Det var smagsløgene også, for her mødtes modsætninger, og sød musik opstod: den kraftige glace overfor svampepuréen, som også havde noter af den indkogte hvidvin og fyldigheden fra fløden, syrligheden fra de frysetørrede bær og sprødheden i chipsene – jo, alt var velanbragt og gennemtænkt”

”Og Rhone-vinen komplementerede fornemt”

”Faktisk en gulerodskage – er det fantasifuldt, kunne man spørge? Ja, nok når denne serveres  som man gør på Frk. Madsen.”

”Det var en helt igennem unik og inspirerende måde at anvende gulerodskagens ingredienser – og vi lod desserten vederfares fuld retfærdighed”

”Stor ros til kokkene for denne udfordring. Og også til tjenerstaben for at give den fornødne vejledning undervejs i processen”

”Det samlede indtryk lander pænt over gennemsnittet med den fine kreative tilgang og den gode udførelse, og det honorerer vi med fire gafler”

”Prisen for herligheden endte i 993 kroner – den samlede sæsonmenu kostede for to 698 kroner, og hertil kommer så 295 kroner for Rhonen fra Saint Cosme”

For at skulle have seks gafler, skal det efter avisens eget udsagn have været: ”Den store gastronomiske oplevelse. Alt gik op i en højere enhed”, men er det muligt når man som anmelder bestille en flaske vin som skal gå godt til såvel forret som hovedret? Ville man gå ind på ”Mortens Kro”, ”Ruths Hotel” eller ”Vendia” og bestille den samme vin til forret og hovedret og ikke spørge betjeningen om, hvad de ville anbefale til desserten? Nej det ville de da på ingen måder gøre! Jeg er godt klar over at de skal køre hjem fra Sæby, og at de derfor ikke begge to kan sidde og pøldrikke, men så må de smage på de anbefalede drikkevarer og vurdere den ud fra dette. Jeg synes ikke at ”Frøken Madsen” får en ærlig chance for at give dem den store gastronomiske oplevelse, hvor alt går op i en højere enhed, og det er sgu for dårligt ”Nordjyske”! Langt størstedelen af læserne af lørdagens avis kigger bare på antallet af gafler, og bladrer så videre hvis ikke det anmeldte sted, får minimum fem eller seks gafler, eller hvis de tilfældigvis selv har spist der. Det er de færreste der læser hele anmeldelsen, og dermed læser hvor spændende mad de laver i Sæby. Jeg ville sgu ærlig talt side med en flad fornemmelse som køkkenchef eller restauratør på ”Frøken Madsen”, da de jo slet bliver belønnet tilstrækkeligt for deres gode arbejde, som anmelderen jo også er vild med, men bare ikke belønner. Afslutningsvis kan man jo også hæfte sig ved at prisen er under 1000 kroner, for to gange tre retter og en flaske vin, hvilket er pænt billigt, og noget man ser særligt godt på i det nordjyske.

Selve anmeldelsen ligger på følgende link, hvor man skal oprette en bruger for at få lov til at læse hele anmeldelsen. Billederne ligger frit tilgængeligt på linket så dem kan i tage et kig på, og vurdere om mine undringer giver mening, eller om jeg bare er en gammel sur mand.

Anmeldelse af Frøken Madsen

Grundlag for mine anmeldelser:

Jeg har, som nævnt i indledningen, bevæget mig i restaurations branchen siden jeg startede i kokkelære i 1999, og har løbende fået større indsigt i branchens udvikling. Jeg har selv læst et utal af anmeldelser både i "Aarhus Stifttidende", "Nordjyske" "Jyllandsposten", "Børsen", "Smag og Behag", "gastro" m.fl. og jeg har selv spist på en del, mere eller mindre, omtalte steder. 

Min bedste oplevelse har været "Minibar" i Washington hvor vi fik 32 serveringer på den moleculær gastronomiske restaurant, som er ejet af José Andrés. Det var en vanvittig fed oplevelse, hvor vi igennem 3,5 timer blev underholdt på fornemmeste vis, med en masse spændende mad og dejlige vine. Michellin guiden kommer kun til tre amerikanske byer, New York, Chicago og San Francisco, så der bliver ikke drysset stjerner ud over restauranter fra Washington, selvom niveauet var utroligt højt. Vi sad ved høje barborde, som man også gør det på Rasmus Muncks nyåbnede "Alchemist", og kunne følge med i kokkenes arbejde, på alle nærmeste hold, hvilket ses nedenfor.

Maden på Minibar blev anrettet
lige foran gæsterne, forår 2013.

Æblemarengs med bacon is fra Minibar, Forår 2013.

Lige derunder må besøget på "Frederikshøj Kro" komme, da det virkelig også var en formidabel oplevelse, med vidunderlig mad og fantastisk service. Jeg var der ca. 4 måneder inden de blev belønnet med deres længe ventede stjerne i Guide Michellin, og jeg vil da også gå så langt til at sige at det var fortjent. Når det så er sagt, så har jeg til gengæld svært ved at se logikken i, at de kun fik 1 stjerne, når der er to øvrige restauranter i Århus der også bliver bestjernet med samme antal, da jeg ikke mener at de kan være på samme høje niveau, men nu er det jo heldigvis heller ikke mig der uddeler stjernerne. 

Rødgrød med fløde fra Frederikshøj Kro, vinter 2014.

Stedet med den flotteste udsigt må helt klart være den 1-stjernede "The River Café" i Brooklyn som ligger ved siden af Brooklyn Bridge og dermed har udsigt over Manhatten skyline fra restauranten.

Udsigten fra The River Café, forår 2012.

Der udover har jeg besøgt Michelin restauranter i New York, Berlin og København, og har planer om mange flere besøg i fremtiden. Mine besøg kommer ikke så hyppigt som de har gjort, da jeg har en søn på snart to år, og har et barn mere på vej til februar 2016, med min skønne kæreste. Derfor skal i væbne jer med tålmodighed da der ikke vil blive opdateret på ugentlig basis, men jeg skal nok gøre opmærksom på mine nye anmeldelser på Facebook og Instagram. 

Herunder er lavet en liste over nogle af de steder jeg allerede har besøgt, så i kan se hvad der skal til for at få 6, 5, 4 og 3 stjerner. (Klik på dem og bliv ført til deres websites)

6* Minibar, Washington 

5* Frederikshøj kro, Aarhus 

4* Relæ, København 

3* The river cafe, New York

Jeg bedømmer ud fra, at 6 stjerner er absolut topniveau og vil have totaloplevelsen for øje, hvor både mad, vin, service, betjening, setting mm. går op i en højere enhed. Hvis jeg går på cafe og vælger at skrive om det, vil der naturligvis blive taget højde for det, så de ikke bliver bedømt på samme kriterier som gourmet stederne da pris og kvalitet hænger sammen. Nogle aviser kunne godt lære lidt af dette, da der hersker lidt forvirring omkring bedømmelses kriterierne for restaurant, cafe og buffetrestaurant, da jeg ikke mener at de skal bedømmes på lige vilkår, fordi de henvender sig til hvidt forskellige publikummer, og har hvidt forskellige prisniveauer. 

Umami d. 15/8-15

Umami d. 15/8-2015:

Besøget på Restaurant Umami, i Store Kongens Gade i København K, starter allerede så småt om eftermiddagen, da jeg modtager en bekræftelses besked fra dem, via telefonen, som jo er standard, og en rigtig god idé, hvis man nu skulle have glemt tidspunktet eller lignende. Der må have været særligt travlt netop denne lørdag, og efterspørgslen efter borde må have været stor, eftersom de ringede til mig, for at bekræfte vores aftale, for at undgå at få tomme borde, via eventuelle no-show gæster. Hvis de er så bange for at blive brændt af, af jeres gæster, vil jeg nu nok vælge at tage et mindre gebyr i forbindelse med bordreservationen, i stedet for at kime folk ned, få timer inden de skal komme.

 

Disse skilte pryder indgangen på Umami

Ankomsten til Umami

 Vi ankommer til restauranten til den aftalte tid, da vi nu på ingen måde er i tvivl om hvornår vi skulle være der, og bliver mødt af en smilende værtinde, som tager imod vores overtøj, og spørger om vi vil nyde en cocktail i baren, eller om vi vil ledsages direkte til vores bord. Vi takker ja til en lille tur i cocktailbaren, hvilket var en fin start på aftenen. Min gravide medspiser bestilte en syrlig cocktail, og fik en frisk drink med nogle søde elementer fra mangojuice, mynte, mm. Min cocktail er baseret på Gin, med hyldeblomstsirup, agurkejuice og frisk mynte, og smager glimrende af de 3 elementer, hvor ginen for lov til at dominere lige tilpas; ikke for meget men heller ikke for lidt.

   Efter vores cocktail bliver vi ført til vores bord, via en trappe henover baren, en lang gang hen forbi køkkenet og ind i den flotte og metropole restaurant som emmer af storby. Loungemusikken lyder ud over restauranten, billederne på væggen passer fint til stilen, og man er ikke i tvivl om at de har tænkt meget over indretningen og de har gjort det godt! Der er mange tomme borde i restauranten, så vi er åbenbart tidligt på den, i forhold til de øvrige gæster på denne lørdag aften, men restauranten bliver fyldt i løbet af en times tid, så det var begrundet at de ringede til mig, for at forsikre sig om vores fremmøde. Vi bliver mødt af en venlig tjener som forklarer os om aftenens menu-muligheder, hvilket vi allerede har bestemt os på hjemmefra. Vi vælger deres ”Omakase” menu, hvor vi får 6 retter som de sammensætter, undertegnede vælger vinmenu, og medspiseren beder om drikkevarer uden alkohol, hvor de finder hvad der passer bedst til de enkelte retter. Vi bliver spurgt om vi vil opgradere menuen, så vi får kød fra Japansk kobekvæg, i stedet for det i forvejen planlagte oksekød, hvilket vi naturligvis siger ja tak til.

Kammusling fra himmelen  

   Aftenens første servering blev hældt i glasset, og var en spansk riesling, fra 2014, som var utrolig præcis i sit udtryk, og den unge alder gjorde at den ikke kom for langt ud i kinderne, men forblev på tungen, med lette blomsternoter, som passede virkelig godt til aftenens første ret. På tallerkenen får vi ceviche af kammusling, puffede ris, stegt panko, ceviche-sauce og korianderkarse. En virkelig dejlig ret med fine teksturer og med en sammenhæng som gjorde at man blev lidt trist da der ikke var mere på tallerkenen. Kammuslingen havde en vidunderlig konsistens, specielt med den sprøde panko og de puffede ris, for ikke at glemme den skønne ceviche-sauce der lå i bunden af tallerkenen, som man desværre ikke kunne få resterne med op af, da vi spiste med pinde hele aftenen, men det var nu helt okay.

Kammusling

Aftenens forbier

   Efter en fremragende start med kammuslingen, blev vi virkelig forvirrede og nærmest nervøse ved den næste ret. Det var pocheret havtaske med yuzo-skum, soba nudler, baby gulerødder, stegt spidskål og soya dashi beurre blanc. Det virkede meget malplaceret og mindede mere om en rest fra personale-maden, end en ret der skulle have været sendt ind i restauranten. Havtasken var flot tilberedt, og smagte dejligt, men der udover var det en meget stor, tung og ligegyldig ret, hvor vi kun spiste havtasken op, inden vi prioriterede at lade restenerne gå ud igen, da vi håbede at vi kunne bruge vores maveplads på bedre ting senere på aftenen, hvilket vi heldigvis gjorde klogt i.

Havtaske

Tilbage på sporet

 

 Efter denne mærkværdige ret, var vi som nævnt meget spændte på aftenens videre forløb, for hvilken af de to retter ville være anslagsgivende for aftenen, men det vidste sig at det heldigvis var ret nummer et. Vi skulle nu bevæge os væk fra fisk og skaldyr, og over i fjerkræet, hvor vi fik serveret stegt andebryst med mini aubergine, blomme miso, syltede blommer og crudité af blegselleri. Dejlig mellemret som havde mange bløde konsistenser, og en god variation af smage med et stykke smuk stegt andebryst som omdrejningspunkt. Blommerne var gode og varierede med god mængde syre i de syltede og fin sødme i misoen. Vinen dertil var intet mindre en fremragende, og trods det sjove match, fungerede det virkelig godt. Der var tale om en riesling halbtrocken, fra Franken, 1998, som havde fået tilpas meget sødme og nærmest råd i næsen, så man skulle tro at det var en sauterne/icewein, men det gik virkelig godt til blommerne og den rosastegte and. Et match jeg sent vil glemme og med den ret i sin helhed, kom vi for alvor tilbage på sporet, og det var tydeligt at ret nummer to var en enlig svale.

Andebryst

Kobekødet jeg aldrig glemmer

   Vi havde jo sagt ja tak til at udvide menuen, med kobekødet og det skulle vi nu forkæles med. Næste ret bestod nemlig af rosastegt mørbrad og culotte fra kobekvæget, som nærmest smeltede på tungen, samtidig med at det havde en helt forrygende smag, så det var en klog beslutning af lade sig overtale af sine fristelser. Kødet var ledsaget af stegte svampe fra norden og japan, en meget fed, men lækker, trøffelsauce, samt en silkeblød og luftig pastinakpuré. Det var bestemt ikke en stor hovedret, men nu hvor vi skulle have 6 retter, så var det så absolut rigeligt, og det smagte virkelig lækkert. Vi fik serveret en god fyldig Barbera d´alba, 2012, fra Piemonte, som havde gode noter af modne solbær, brombær og passede rigtig godt til det kraftige kød.

Kobemørbrad og culotte

Kobemørbrad og culotte

Sushi

Derefter var nu nået til klassikeren over dem alle, når vi taler om asiatisk køkken, nemlig sushi, som de har fint styr på, på Umami. Vi fik seks stykker hver, og efter en snak med en af de kyndige tjenere, om hvor vidt sushi skal serveres før eller efter hovedretten, fik vi smagt på dem. Snakken gik på, at mange danskere serverer det til forret, da det er fisk og dermed forret, men som tjeneren også hævdede, så er en stor del af et stykke traditionelt sushi nemlig ris, som mætter noget så gevaldigt, så efter den lidt lette hovedret, kom mæthedsfornemmelsen for alvor frem efter sushiserveringen. Stykkerne bestod af blandt andet rejer, tun, havtaske, laks og til slut fik vi serveret noget jeg aldrig har fået før, men som passer fantastisk til stedets fransk/asiatiske fusion. Der var en tatar af kobekød på ris, hvilket fungerede formidabelt! Nu skal det så også siges at jeg er særligt glad for tatar, så det stykke var som designet til mig, og jeg nød det i fulde drag. Til sushien blev der servet en meget kold sake, som var et godt og naturligt valg, som passede fint til de kraftige og velsmagende stykker fisk. Min medspiser var som tidligere nævnt i en situation hvor hun ikke måtte indtage råt kød, så derfor var der to stykker til mig, hvilket jeg var glad for, men som restaurant kunne man godt tænke over hvad man serverer for gravide, nu hvor vi havde nævnt det ved flere lejligheder. Her kunne de have scoret sig ekstra point, men det gjorde de desværre ikke.

Sushi med hjemmelavet vasabipuré og syltet ingefær

Afslutningen

Efter sushien var vi nu klar til aftenens sidste servering som bestod af en dessert bestående af marinerede jordbær, meget blød basilikumsorbet, blød marengs, sprød hvid cokolade og tapiokakerner kogt til grød. En lidt flad afslutning, hvor det egentlig kun bar sorbeten der printede sig ind på min nethinde, da de andre elementer var for svage og slet ikke kunne følge med smagen på den. Sorbeten var dog ret blød og forvandt meget hurtigt ned imellem jordbærrene. Vi fik serveret en sød moscato d´asti, 2014 som var til den søde side, hvilket jeg ikke helt forstår, nu hvor desserten i sig selv var ret sød og parfumeret, men et udmærket glas til desserten. Vi måtte melde pas til kaffe eller the, da vi nu var meget mætte, og det blev derfor vores sidste servering.

Jordbær og basilikum

Vi kunne efterfølgende konkludere at vi havde fået 6 meget forskellige retter, hvoraf der havde været flere rigtig gode indslag undervejs, med 1.servering som den absolutte vinder i form af kammuslingen, men også kobekødet fortjener er stjerne i sig selv. Dog står jeg stadig fuldstændig uforstående for ret nummer 2, hvor jeg føler at der mangler en begrundelse af deres valg, som eksempelvis at det var asiatisk bondemad, eller lignende, men det bliver jeg nok aldrig klog på. Desserten var heller ikke oppe i det øverste leje på skalaen, men alt i alt, var det et dejligt møde med Umami.

Vi spiste med pinde hele aftenen, hvilket fungerede helt fint, og var en fed gimmick, dog fik vi en ske til desserten, men jeg ville nu gerne have haft skiftet mine pinde ud imellem retterne, men det kan godt skyldes min gammeldags opfattelse af hygiejne, smagsforstyrrelser, osv.

Regningen lød på 2.850 kr. hvilket var til den dyre side, hvis man tænker på at vi fik: to seks retters menuer inkl. Kobekød, 1 vinmenu, 1 juice, 1 rosenvand og kildevand til os begge, men den gode service retter lidt op på det, da den var ganske kompetent, hos størstedelen af tjenerne. Vi følte os godt tilpas, og følte os velkomne hele aftenen, men personligt ville jeg gerne have haft hørt lidt flere historier om vinene, men jeg må spørge dem lidt mere ind til dem en anden gang.

Vurdering

3,5/6,0