Die Bank og La Trattoria da Enzo, Hamborg - September 2017:

Jeg havde i starten af september fornøjelsen af at vende snuden et smut syd for den dansk/tyske grænse, for at besøge Hamborg. Når jeg besøger byer som Hamborg, så føler jeg mig nærmest forpligtet til at tage ud at spise lidt god mad, og denne tur var ingen undtagelse, og jeg gik ud både fredag og lørdag aften, og med to vidt forskellige oplevelser til følge,  men det vender vi tilbage til senere.

Først vil jeg lige lege rejseanmelder, og fortælle lidt om vores køretur til den store by, i det store land. Da vi kørte fra Aarhus og tastede vores adresse ind på vores moderne vejviser, også kaldet en GPS, fik vi besked om at vi havde en køretur på 3.35 timer foran os, hvilket vi glædede os til, da vi havde tanket benzin, kaffe, sandwiches, mm, så vi var med andre ord klar til at køre syd for landets grænse. Vi skulle have ankommet til vores hotel kl. 17.30, men grundet vejarbejde på vej til, og rundt om Hamborg, så ankom vi først kl. 1930, altså næsten en fordobling af vores køretur!! Det var sgu lidt træls, da vi dermed var tæt på at misse vores ellers ret sene restaurant-booking kl. 2030. Efter at have talt med både taxachauffør samt et par andre spisende på restauranten samme aften, så er det bare noget man skal forvente, når man kører på de tyske motorveje, tæt ved de store knudepunkter. Som de sagde, så udvider og forbedrer man i alle måneder hvor jorden egner sig til det, og i vintermånederne, holder man pause. Mit råd til jer der overvejer selv at køre til en af de tyske storbyer er, at vente til vinterhalvåret, for at undgå de pokkers køer, som er lidt ærgerlige at fordrive sin kostbare tid i. Det var ikke verdens største problem, men hvis jeg kunne have været det foruden, ville jeg da gerne det.

Die Bank

Indgangspartiet til Die Bank

Vi nåede hvad vi skulle, og vi kom som nævnt frem til vores booking i sidste øjeblik. Taxachaufføren mente godt nok at vi var skøre, fordi vi havde booket et bord, da han var af den overbevisning, at det gjorde man da slet ikke i Hamborg. Hans mente bare at man skulle finde et sted med ledige pladser, da der jo var rigeligt med restauranter i byen. Jeg havde dog rådført mig hos en yderst kyndig restaurantgænger, som havde kendskab til netop Hamborg, og havde booket bord på et sted ved navn ”Die Bank”. Til de er jer hvis tysk-kundskaber ikke er helt opdaterede, så kan jeg oplyse at navnet på stedet er ”Banken”, og dette skyldes at lokalet var indrettet i en gammel bank, og derfor var det nogle utroligt store, flotte, pompøse og nærmest majestatelige lokaler vi entrerede denne fredag aften. Ud fra de ting jeg havde hørt om stedet, samt de flotte lokaler i mente, blev mine forventninger skruet godt i vejret, og jeg så frem til at se, hvad de havde at byde på. Vi gik ind i en stor opgang, som gik vi ind i en bank, og der var naturligvis marmor fra gulv til loft, og vi gik op på første sal, hvor restauranten lå. Da vi kom ind, blev vi mødt af en venlig tjener, som førte os til vores bord, som var det eneste ledige i det store lokale, så det var en god idé at booke bord i forvejen, i den ellers store restaurant. Der var stadigt ledige pladser i baren, og ved de høje borde der var stillet op langs vinduet, men de ”almindelige” borde, var fuldt besatte. Vi gik forbi den store bar, hvor bartenderne, som var klassisk klædt på, stod og lavede cocktails til de tørstige gæster. Der var en klar fordeling imellem tjenerne og bartenderne, hvilket tit er et tegn på at vi har med et ret stort sted at gøre. Bordene stod tæt, men vi havde fin plads, og vi lod os ikke forstyrre af snakken fra de andre borde omkring os, da de talte tysk eller engelsk. Vi kiggede kort på menukortet, og vi besluttede os for at vælge deres 5 retters menu, med tilhørende vine til. Det var en meget fornuftig pris, da det kostede 32 euro for maden og inkl. Vinmenu, kostede det 55 euro, hvilket var meget billigt.

En lidt famlende start

Vi blev spurgt om vi kunne tænke os en aperitif, og når vi nu endelig kommet ud, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke kunne starte aftenen ud med en omgang bobler i et højt glas. Vi satte os forventningsfuldt til at vente på at denne skulle komme, og aftenen for alvor kunne starte, efter eftermiddagens lange køretur. Aperitiffen kom dog aldrig, så den ønskede boblende start på aftenen udeblev, men til gengæld fik vi serveret 3 slags lækkert brød med godt smør og en rørt flødeost med urter. Der kan sagtens have været en form for kommunikationsbrist, da vores tjener ikke var 100-metermester i engelsk. Vi fik vores første ret serveret, og denne var en nyfortolkning af den italienske ret, Vitello Tonato, og det var en rigtig god start da det var en spændende version af den dejlige ret, som oprindeligt består af braiseret kalvekød i tunsauce tilsmagt med kapers og citron. I denne udgave var det med rosastegt kalvefilet, tuncreme, citronfileter, hakket tatar af kalv, stegt tun, urtemayo, friterede kapers, sprød crouton og brøndkarse. Det lyder som en lidt rodet ret, men det fungerede faktisk rigtig godt og de forskellige elementer komplimenterede hinanden godt, og samtidig var de meget tro imod originalen.

Vitello Tonato

Pris og kvalitet hænger sammen

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Ovenstående var aftenens bedste ret, og herfra gik det stødt ned af bakke. Øv. Efter den italienske nyfortolkning, fik vi endnu et italiensk indslag, nemlig risotto med en slags ratatouille og karameliseret gedeost. Det mindede mest af alt om en ret man kunne få serveret på et all-inklusive hotel i den græsk/tyrkiske charter-maskine, og var sgu ikke særlig spændende. Det må også siges at være den mindst karameliserede, gedeost jeg til dato har set.

Risotto med ratatouille og grillet gedeost

Herefter fik vi aftenens mindst gode ret, i form af en kold suppe lavet på rød peber og fløde med yoghurt og grillet vandmelon!?!?!? Jeg forstod simpelthen ikke formålet med denne ret, og konceptet med en salt suppe, lavet på en sød ”frugt”, tilsat yoghurt naturel og så lidt såkaldt grillet vandmelon. Det gav mig minder om nogle af mine egne forsøg tilbage i mine ”eksperimenterende dage”, for 12-15 år siden, hvor ALT skulle prøves, men meget lidt lykkedes. Dette ville være en af de retter jeg kasserede, og aldrig prøvede at arbejde videre på, da den var fuldstændig håbløs, så tak for at vække det minde til live igen, Die Bank.

Rød pebersuppe med grillet vandmelon og yoghurt

Næste ret formåede ikke at overgå sin forgænger, da det heller ikke var særlig imponerende arbejde fra køkkenets side. Vi fik serveret en kyllingeragout, glacerede grøntsager, kantareller, braiserede løg og en kartoffel-nøde-smør mousseline, hvad det så end er. Eller rettere, det var det vi skulle have haft, men vi fik kyllingeragout, med overtilberedte grøntager, glaserede perleløg, tyndkartoffelpure og det hele samgte af ingenting!! Puha det var trist.

Kyllingeragout

Aftenens sidste ret var endnu en nyfortolkning, og denne gang af Schwarzwälder kirsch, som er en skøn tærte bestående af chokolade, fløde og kirsebær. Den bestod her af en magnumis af flødeis overtrukket med chokolade, kirsebærkompot, lys chokoladelousse, chokoladekage og en broken gel på kirsebær. Chokoladenuancerne var de samme, og kirsebærrene var meget søde, alle de skønne komponenter de havde stået og lavet var fuldstændig spildt, da de hele bare smagte af flad chokolade og kirsebærsyltetøj.

Scharzwälder kirsch

Vinene vi fik til maden var faktisk ganske udmærkede og fejlede bestemt ikke noget, men når maden er så middelmådig, så falder det bare lidt til jorden, når vinen intet har at spille op imod. Lad os håbe at køkkenet havde en dårlig aften, og at de var bedre den efterfølgende dag, fordi kønt var det sgu ikke.. Det kan tænkes, og det håber jeg så sandelig, at deres brasserieretter var bedre, end deres tasting menu, så det vil jeg nok anbefale jer at prøve, hvis i kommer forbi.

Vi kom af med ca. 110 euro, og lagde drikkepenge oveni, så det var billigt, men jeg mener altså at man kan forvente et hørere niveau, end det vi oplevede denne fredag aften i september.

La trattoria da Enzo

Lørdag aften var en helt anderledes oplevelse, hvor vi ligeledes opsøgte et sted som jeg havde fået anbefalet, inden vores afrejse fra det østjyske. Restauranten var en lille italiensk restaurant, som en sådan skal være indrettet med ternede duge, flasker med stearinlys i, tommevinflasker til pynt og en masse billeder af ejeren med kendte mennesker på den ene væg. I den ene ende af lokalet var der en døråbning ud til køkkenet, hvor der meget naturligt var meget aktivitet. Vi havde denne aften ikke reserveret bord, og gik blot ind og spurgte dem efter om de havde et ledigt bord. Restauranten, der havde ca 50 siddepladser, var langt fra fyldt, da det var først på aftenen, men de første borde var ankommet, og i fuld gang med at blive serviceret af de to tjenere som var på arbejde. De havde et bord som de først skulle bruge to timer efter vi ankom, og de ville gerne tage os ind, hvis vi lovede at være ude på den ønskede tid. Det ville vi naturligvis gerne, og skyndte os at bestille nogle retter, i samspil med tjeneren, så køkkenet kunne komme i gang med at tilberede dem til os.

Antipasti

Vi startede helt traditionelt ud, med en tallerken til deling, men forskellige antipasti, bestående af tørret skinke, bresaola med peccorino, grillet peberfrugt, semidried tomatoes, mozzarella og tomatsalat, friske asparges og ruccola. Hertil fik vi serveret klassisk lyst durumbrød til, med en dejlig sprød skorpe. Efter denne servering var der ingen tvivl om at vi skulle en tur forbi det helt ”old-school italien cuisine”, hvor alt er som det plejer, og de gode råvarer var i fokus, hvilket stod i stor kontrast til vores oplevelse aftenen forinden.

Antipasti

Vi fik serveret et stort glas hvidvin, uden nærmere præsentation, og vi var faktisk lidt i tvivl om vores kommunikation med tjeneren var gået galt, da vi bestilte to glas hvidvin, og to glas rødvin til vores retter. De forholdsvis store glas blev fyldt godt op, og vi var lidt i tvivl om tjeneren, som i øvrigt ikke var tyskmester i engelsk, havde forstået at vi gerne ville have to glas hvidvin HVER, og derfor hældte dem op med det samme for at spare lidt på tiden, men han gentog det ved rødvinen, så det var bare kutymen på stedet, som naturligvis blev modtaget med kyshånd. Den havde en fin frugt, afdæmpet syre, god sødme og passede fint til antipastien.

The Spaghetti, over all spaghettis

Næste ret var en ret som jeg sent vil glemme. Det var noget af det mest simple jeg nogensinde har fået, men hold nu op, for en velsmag. Det var spaghetti med parmesan, sort trøffel og lidt olivenolie. Spaghettien blev kogt perfekt ”al dente” og herefter vendt i en stor helveret parmesan, hvor der var ”gravet” en lille fordybning, og den lune pasta sugede den frisk-løsnede ost til sig, inden den blev anrettet på en lun tallerken. Ved bordet blev der revet lidt sort italiensk sommertrøffel udover, inden den til sidst fik et lille stænk olivenolie. Wow.  

Spaghetti med parmesan, trøffel og olivenolie

Spaghetti in the making

Efter denne simple genialitet, fik vi serveret vores førnævnte rødvin, og vi fik kort tid derefter serveret vores hovedret. Denne bestod af et stykke medium/rare kalvefilet på en smule ruccula, med parmesan samt nogle dampede grøntsager, som stadig havde bid, farve og smag. Enkelt men ufatteligt velsmagende.

Kalvefilet

Afslutningsvis havde vi lige tid til en hurtig espresso med dertil hørende chokolader, inden vi bad om at få en regning, så vi kunne overholde vores aftale om at være ude igen, inden der var gået to timer. Det nåede vi i fin stil, og men hold da op hvor havde vi lyst til at blive lidt længere, da det var et skønt sted at være.

Espresso med chokolade

Regningen lød meget pudsigt på det samme som aftenen forinden, nemlig 110 euro, og vi lagde ligeledes her, også drikkepenge oveni.

På gensyn Hamborg

Afslutningsvis vil jeg sige at Hamborg er en fed by, og den kræver helt sikkert flere besøg, for at kunne udforske den bedre. De to spisesteder vi besøgte var af vildt forskellig karakter, men som nævnt så tror jeg at de har haft en dårlig aften på Die Bank, og jeg vil måske besøge dem igen, og så gå a la carte, og se om de har større held der. Der udover er Hamborg en meget sær by, og der er mange steder der ikke tager kreditkort, hvilket jeg slet ikke forstår noget som helst af. Vi oplevede det i taxaer, butikker, restauranter, m.fl.  og deres wifi udbud er generelt også rimeligt fattige, så det er ikke den store high tech storby som jeg havde forventet, men det kan jo godt skyldes at vi har det ganske fint herhjemme i vores lille andedam.  

Hamborgs undergrundsbane

Restaurant Tree Top, Vejle - Juni 2017

Dagen inden Sankt Hans aften, havde jeg fornøjelsen af, at besøge Restaurant Tree Top i vejle, hvilket viste sig at være en fremragende idé. Nogle vil sikkert undre sig over hvorfor en mand der er bosat i Aarhus, en by med et utal af forrygende spisesteder, hvor flere af dem endda er belønnet med stjerner fra en berømt og berygtet rød madguide, vælger at tage den lange køretur til Vejle for at indtage sin aftensmad? Dette endda i en periode hvor små børn og meget arbejde, tager store mængder af hans tid. Jo, det skal jeg fortælle jer: Dette skyldes en ung mand ved navn Bryan Francisco, som er køkkenchef på Tree Top, og som har vundet alskens forskellige priser indenfor gastronomien, både nationalt og internationalt. Jeg var simpelthen nødsaget til at få syn for sagen for, om der var noget om snakken, nu hvor han har været nomineret til årets kokkeprofil herhjemme i ”Den danske spiseguide 17”,  kåret som ”Årets talent” i White guide 16/17 og så har han vundet 2.pladsen i den anerkendte internationale talentpris ”The best chef award 2017 – Rising star”. Der er med andre ord flere og flere der har fået øjnene op for hans kogekunster, og efter at have fulgt ham på de sociale medier i længere tid, måtte jeg som sagt smage om det var lige så lækkert, som der ser ud til på hans billeder og videoer.

Ankomst

Vi ankommer til det kæmpe store hotel, der er muret op i brune mursten, lidt udenfor Vejle, hvor vi bliver imponeret over hvor gennemført byggeriet fra 60erne i virkeligheden er, og hvor stille der er. Der er en hvis idyl forbundet med stedet, og det bliver ikke ringere af at vi træder indenfor i hotellets reception. Vi bliver mødt af en meget elegant indretning, og da vi henvender os i receptionen, bliver vi bedt om at vente på at der kommer en tjener og henter os. Der går et kort øjeblik inden vi bliver hentet af en tjener der beder os om at følge med ham til vinkælderen, hvor aftenen indledes. Da vi først havde mulighed for at være på restauranten kl. 20, havde jeg bestilt menuen på forhånd, så køkkenet var informeret om, at vi skulle have 5 retter med vinmenu, ved vores ankomst. Derfor skulle vi ikke til at kigge i kortene, men kunne gå direkte i gang med menuen, hvilket vi gjorde.

I vinkælderen, som lå under hotelbaren, var der stillet en del små borde op, med tilhørende stole, og væggene var beklædt med vinflasker som var buret inde, som var de fanget i en ridderborg i middelalderen, og det gav en rigtig god stemning i rummet. Der var ikke andre end os i vinkælderen, da vi kom som aftenens sidste booking, men det gjorde nu ikke noget, da vi så kunne sidde i fred og ro, og nyde champagnen og de tilhørende snacks, i den dunkle belysning der skal være i en sådan vinkælder. Champagnen var fra Charles Gardet og de snacks der blev serveret dertil var laksetater med citron Mayo, i en pakke af marineret kinaradise, hjemmelavet skinke af Grambogård gris der har hængt i 21 måneder, sprød tærte med gedefriskost, stegte svampe og revet tørret oksehjerte samt sprøde rischips med safranstøv. Yderligere var der cashewnødder som var kogt i soya inden de blev tørret, og en mayo lavet med baksuld. Alt i alt en fin indledning på aftenen, hvor der blev lagt fint fra land, med nogle sikre kort, blandet med nogle mere utraditionelle. Champagnen spillede fint sammen med de spiselige elementer, som ellers varierede meget i smag og intensitet, men da den både havde både syre og sødme, var parringen ganske glimrende.

Snacks

På ufrivillig rundtur på Munkebjerg

Efter vores snacks blev vi hentet af tjeneren igen, som skulle lede os tilbage til restauranten, men han gik for hurtigt, og vi mistede ham derfor og for vild på hotellet i nogle minutter. Skiltningen på hotellet viste til Tree top lokalerne, som vi troede var restauranten, men dette viste sig ikke at være tilfældet. Det var i stedet nogle mødelokaler, og derfor endte vi oppe ved casinoet, som ligger i modsat af restauranten. Her kunne vi spørge en ansat, der kunne vise os vej tilbage igen, hvor vi så fandt vores tjener, som kunne vise os vej til den smukke restaurant. Hvis du spørger mig, burde man måske ikke have to lokaler opkaldt efter de trætoppe som hotellet ligger i blandt, for at mindske forvirringen hos gæsterne, men det skal jeg ikke kloge mig yderlige i.

Udsigten

De første retter

Vi blev ført til vores bord midt i lokalet, hvor vi kunne nyde den smukke udsigt som restauranten er i besiddelse af, og her fik vi hurtigt serveret vores første servering som var en ret som heller ikke talte med i den bestilte menu. Det drejede sig om en utrolig dejlig ret med råmarineret tun, melonstykker, sesamkerner, avocado og leche de tigre marinade, som spillede fantastisk sammen. Dejligt friske, fede og fyldige nuancer i en skøn forening, og som sammen med en Pinot blanc fra Domaine Josmeyer i Alsace fra 2015, udgjorde de en fin start på aftenen i restauranten.

Efterfølgende blev der stillet 3 slags koldhævet, økologisk brød på bordet, sammen med smør, olivenolie og friskost med revet sort trøffel. Dernæst skulle vi starte på de 5 retter vi skulle igennem på aftenen, og den første servering bestod af kammusling, , fingerlime, glaskål, kaviar og en skilt sauce Nage lavet på stegte æbler,  som var dejlig frisk afbalanceret, hvilket ellers godt kan være et problem med kammuslinger.

Tun, melon og sesam

 

Kammusling med skilt sauce og kaviar

Aftenens højdepunkt(er)

Fiskeret nummer to var stegt farseret pighvar med broccoli, citruscreme lavet på citronskal, tallerkensmækker og den mest fantastiske sauce på røget musling, man skal lede længe efter! Wow for en smagsoplevelse! Den dejlige karamelliserede stegeskorpe på pighvaren, med den friske smag fra den dampede broccoli, skarpheden fra tallerkensmækkkeren, syren fra citrusmayoen og umamien fra den røgede muslingesauce!! Nøj det var dejligt! Til retten fik vi serveret en dejlig Chardonnay fra bourgogne, mere præcist fra Domaine Faiveley – Clos rochette, og den passede fremragende hertil.  

Næste servering var stegt blomkål, macadamianødder, sort trøffel og kærnemælkssauce, som ligesom retten forinden, fungerede fantastisk! Trøffel og blomkål er en klassisk sammensætning, og det forstår man virkelig godt, når det spiller så godt sammen, som det var tilfældet her. I glasset fik vi en let pinot noir Corton Perrieres Grand cru, fra Vincent Giradin 2002, og den var, med sin bløde smag af egefad og lette krydderier, et fornemt match.

Inden aftenens hovedret blev serveret fik vi skænket et glas Brunello fra Carparzo 2011, hvor der straks kom mere power og kompleksitet end i den hidtidige rødvin, men det var også på sin plads da vi for alvor gik op i intensitet på hovedretten, på trods af at der var tale om kylling, som aftenens tungeste servering. På tallerkenen var der en rulle af kyllingeterrine lavet på Hopballemøllekylling med kraftig skysauce tilsat syltede rabarberstykker, samt en meget meget lidt dampet hvid asparges, rød skovsyre og med stegte morkler. Dejlig servering, selvom den hvide asparges var meget tæt på at være rå, men især saucen var fantastisk.

Pighvar med røget muslingesauce

Blomkål, trøffel og kærnemælk

Hopballemøllekylling, hvid asparges og morkler

Aftenens bedste vin

Så var tiden kommet til aftenens sidste servering, og jeg skal da lige love for at de sluttede af med manér, for vi fik en vin, som jeg først sent vil glemme: Vi fik nemlig en tysk Auslese som primært var lavet på riesling, fra Seehof – Westhofen Fass 8 fra 2015. I starten var der masser af sødme men så kom der en skøn smag af eksotiske frugter og specielt kraftige noter i retning af passionsfrugt var repræsenteret, og hold nu helt op, hvor var det en skøn kombination, der var tale om her. Modspilleren til dette fantastiske glas faldt lidt i baggrunden, men det var virkelig også en svær opgave aftenens dessert var på, men skulle man finde en ret der ville kunne matche vinen, så kunne det godt have været jordbær med fløde, som der var tale om her. Retten bestod af friske jordbær med sødskærm og små marengs toppe, og ved siden af disse friske elementer lå der en kugle, hvor skallen var lavet af jordbærsaft, hvori der var jordbærgrød samt jordbærsorbet og kuglen blev elegant overhældt med endnu en skilt sauce, nemlig med fløde og sødskærmsolie. Det var en dejlig dessert men jeg savnede en smule jordbærsmag, hvilket godt kan skyldtes at vinen simpelthen var for kraftig til de friske jordbær, og at de derfor ikke kom til orde, men blev overtrumfet af vinens sødme og dens heftige syre.

Auslese,Seehof – Westhofen Fass 8 fra 2015

Jordbær, sødskærm og fløde

Konklussion

Da vi forlod restauranten var det med en grundlæggende dejlig fornemmelse, og vi var mætte, men ikke overmætte, så de havde så sandelig forstået at tilpasse menuen, hvilket jeg sætter stor pris på. Maden var rigtig god, og nytænkende, samtidig med at der blev spillet nogle sikre kort hele aftenen igennem. Betjeningen var god og nærværende uden at være påtrængende, som den godt kan være, når der kun var 4 borde inde, som der var imens vi var der, på sådan en torsdag aften. Jeg vil absolut anbefale jer at besøge Restaurant Tree Top, da det er et fantastisk sted, men i skal dog skal lige have ”in mente” at køkkenchef Bryan Francisco stopper i den nærmeste fremtid, men mon ikke de finder en værdig afløser til deres flagskib på Hotel Munkebjerg?? Vi kom af med ca. 2.200 kr. for 2 x 5 retters menuer med 1,5 vinmenu, da undertegnede skulle føre automobil hjem, og derfor kun smagte lidt på vinene.