søndag den 22. november 2015

Jeg undres!!


Man har som madanmelder et kæmpe ansvar for at formidle de oplevelser man har på en restaurant, videre til mange tusinde mennesker, og derfor er det uhyre vigtigt at man tager sin opgave særdeles alvorligt! Det kan betyde ALT for en lille virksomhed at få en god anmeldelse i en avis, et magasin eller på en madblog!! Jeg oplever desværre for mange der sjusker i anmeldelser, og oplever tit at flere etablerede steder nærmest er selvskrevet til at få topkarakter, selvom de ikke leverer varen. Man skal være moden, og modig, nok til at kalde en spade for en spade, og være objektiv i sin vurdering, og hvis ikke man kan det, så skal man stoppe sit anmelderi. Jeg er da ret ligeglad med, om restauratøren kender chefredaktøren, for hvis en restaurant leverer en 3 eller 4 ”gaflet” oplevelse, så er det dét antal, den skal have! Den skal ikke have 6 gafler fordi det måtte have været en svipser, for hvis anmelderen har oplevet sjusk og ligegyldighed, så er det dét der skal stå i anmeldelsen!

Jeg læser fast med på nogle af landets større aviser, når de kommer med deres ugentlige anmeldelser, og her undrer jeg mig altså meget, fra tid til anden. Jeg har meget svært ved at finde en større sammenhæng i den måde de anmelder på, og der er stor forskel på hvem der har været ude at spise på de pågældende steder, da der slet ikke er nogen rød tråd i deres bedømmelseskriterier. Det seneste eksempel som giver mig anledning til dette sure opstød er fra ”Nordjyske” lørdag d. 21./11-15, hvor de skriver om et besøg hos ”Frøken Madsens spisehus” i Sæby. En lille restaurant som med et par år på bagen ville få et kæmpe boost, hvis hele Nordjylland fik at vide at de eksisterede og at de laver rigtig god, spændende og kreativ mad. Nuvel, de får sig da en hæderlig anmeldelse, og høster sig 4/6 gafler, hvilket efter avisens eget udsagn gives til: ”En rigtig god oplevelse. Spændende mad.”

Det jeg bare ikke forstår, er at når anmelderens eneste negative ord er, at det krondyr de fik til hovedret godt kunne have hængt i kølerummet i et par uger mere, for at give lidt mere smag, hvorfor får de så kun 4 gafler? 

Han slynger omkring sig, med fine gloser som følger herunder:

”For her bliver de kreative kokkegener sluppet fri”

 ”Vinen stod ualmindeligt godt til maden”

”Ikke alene var forretten i sin signatur elegant – den var også spændende for smagsløgene”

”Den røgede smag(i forretten, red) var heldigvis ikke dominerende, og det gav plads til et meget fint samspil med frugten – både pærerne og æblesaucen”

”Her var lakridsen alene til stede antydningsvis – og det gav forretten den lette og meget fine karakter, der stod blændende til det letrøgede grågåsebryst.”

”For her midt i vildtsæsonen blev vi præsenteret for en tallerken, hvor fantasien havde fået frit spillerum.”

”Retten(hovedretten, red) var som taget ud af en eventyrbog, så øjet var ret så fornøjet”

”Det var smagsløgene også, for her mødtes modsætninger, og sød musik opstod: den kraftige glace overfor svampepuréen, som også havde noter af den indkogte hvidvin og fyldigheden fra fløden, syrligheden fra de frysetørrede bær og sprødheden i chipsene – jo, alt var velanbragt og gennemtænkt”

”Og Rhone-vinen komplementerede fornemt”

”Faktisk en gulerodskage – er det fantasifuldt, kunne man spørge? Ja, nok når denne serveres  som man gør på Frk. Madsen.”

”Det var en helt igennem unik og inspirerende måde at anvende gulerodskagens ingredienser – og vi lod desserten vederfares fuld retfærdighed”

”Stor ros til kokkene for denne udfordring. Og også til tjenerstaben for at give den fornødne vejledning undervejs i processen”

”Det samlede indtryk lander pænt over gennemsnittet med den fine kreative tilgang og den gode udførelse, og det honorerer vi med fire gafler”

”Prisen for herligheden endte i 993 kroner – den samlede sæsonmenu kostede for to 698 kroner, og hertil kommer så 295 kroner for Rhonen fra Saint Cosme”


For at skulle have seks gafler, skal det efter avisens eget udsagn have været: ”Den store gastronomiske oplevelse. Alt gik op i en højere enhed”, men er det muligt når man som anmelder bestille en flaske vin som skal gå godt til såvel forret som hovedret? Ville man gå ind på ”Mortens Kro”, ”Ruths Hotel” eller ”Vendia” og bestille den samme vin til forret og hovedret og ikke spørge betjeningen om, hvad de ville anbefale til desserten? Nej det ville de da på ingen måder gøre! Jeg er godt klar over at de skal køre hjem fra Sæby, og at de derfor ikke begge to kan sidde og pøldrikke, men så må de smage på de anbefalede drikkevarer og vurdere den ud fra dette. Jeg synes ikke at ”Frøken Madsen” får en ærlig chance for at give dem den store gastronomiske oplevelse, hvor alt går op i en højere enhed, og det er sgu for dårligt ”Nordjyske”! Langt størstedelen af læserne af lørdagens avis kigger bare på antallet af gafler, og bladrer så videre hvis ikke det anmeldte sted, får minimum fem eller seks gafler, eller hvis de tilfældigvis selv har spist der. Det er de færreste der læser hele anmeldelsen, og dermed læser hvor spændende mad de laver i Sæby. Jeg ville sgu ærlig talt side med en flad fornemmelse som køkkenchef eller restauratør på ”Frøken Madsen”, da de jo slet bliver belønnet tilstrækkeligt for deres gode arbejde, som anmelderen jo også er vild med, men bare ikke belønner. Afslutningsvis kan man jo også hæfte sig ved at prisen er under 1000 kroner, for to gange tre retter og en flaske vin, hvilket er pænt billigt, og noget man ser særligt godt på i det nordjyske.

Selve anmeldelsen ligger på følgende link, hvor man skal oprette en bruger for at få lov til at læse hele anmeldelsen. Billederne ligger frit tilgængeligt på linket så dem kan i tage et kig på, og vurdere om mine undringer giver mening, eller om jeg bare er en gammel sur mand.