onsdag den 22. juni 2016

Bistro Boheme og No.2, København - Juni 2016:

Jeg havde den udsøgte fornøjelse at skulle en lille tur til vores dejlige hovedstad i starten af juni måned, i forbindelse med en koncert. I den forbindelse benyttede jeg muligheden til at spise på et par af de fantastiske restauranter, der findes i det Københavnske gadebillede, nu hvor chancen endelig bød sig. Jeg var kommet på tur med min kæreste og vores lille pige på 3 måneder, så der var tale om en familietur, hvilket heldigvis ikke udelukker at vi voksne skal spise ordentligt, bare fordi vi har et barn med. Det mest oplagte ville vel være at tage noget fastfood, og spise det på vejen, imens den lille prinsesse kunne ligge i barnevognen, og kigge på hendes stakkels forældre, som fyldte munden med alskens ligegyldigheder, men sådan gik det heldigvis ikke. Vi ankom til København midt på eftermiddagen, og havde ikke de store frokostplaner, da man jo i disse tider, ikke ved hvornår man rammer sin destination, når man rejser med DSB. Vi ankom dog planmæssigt, og slentrede gennem strøget og osede lidt i diverse turistifiserede områder, inden vi blev enige om, at se om Bistro Boheme havde plads til os til frokost.


Esplanaden var desværre plaget af vejarbejde da vi lagde
vejen forbi Bistro boheme, men det ødelagde ikke det gode indtryk de efterlod hos os.


Bistro Boheme
Vi omkom til Esplanaden 8 og kunne til vores store held se, at frokostrykket var overstået, og at de derfor havde plads til vi to voksne samt vores baby. Først havde vi tænkt at vi bare ville sidde udenfor, for at genere mindst muligt, men da vi talte med den kvindelige tjener, blev vi enige om at vi sagtens kunne sidde inde i deres sofaarrangement, så lillepigen kunne ligge på sofaen, frem for i liften udenfor. Vi blev endda tilbudt at tage vores barnevogn med indenfor, da der var rigeligt med plads i det område hvor vi skulle sidde hvilket var virkelig god service fra restaurantens side. Som sagt var den travle periode overstået, og restauranten var halvtom, hvilket gjorde at vi havde god plads til at brede os ud, med dyne og diverse babylegetøj, som man jo gør når man er småbørnsfamilie på tur. Vi får udleveret to menukort, og beslutter os hurtigt for at vi vil smage deres foie gras terrine, som serveres rullet i saltede hasselnødder, og med abrikos puré, tranabær/nøddeguf og sprød rugbrød til. 

Foie gras terrine a la Bistro Boheme


Ved siden af blev der serveret ristet brioche, ud over de to slags lyse brød, rugbrød og pisket smør med madagascar-peber og salt. I glasset fik jeg en tysk Riesling, hvilket ikke er det optimale valg til den fede foie gras, men da dette var deres bedste match, som blev serveret på glas, valgte jeg denne udgave, fra 2014 af Keller fra Rheinhessen. En dejlig frugtig Riesling, med en svag sødme, som matchede foie grasen ganske fint. Selve foie grasen havde en dejlig smag, men blev næsten overmatchet af de tunge og meget søde garniture der blev serveret dertil. Både abrikosen og tranebær/nøddeguffet var meget sødt, og sammen med de store mængder salt der var rundt om terinnen, gjorde de næsten at selve hovedemnet blev skubbet i baggrunden, hvilket jeg personligt syntes er en skam. Efter at have spist retten, sad jeg med en smag af sukker og salt, og ikke den dejlige fedme som jeg har oplevet så mange gange før, efter netop denne type indmad. Nu lyder det som om at jeg ikke var tilfreds hvilket ikke var tilfældet, da jeg nød det i fulde drag, men jeg var dog lidt skuffet over tilbehøret til retten, og så savnede jeg lidt syre på tallerkenen. Hvis man skal se noget positivt ved det forholdsvis kedelige tilbehør, så vi skubber de selve foie grasen, længere frem på scenen, så den kan høste den hyldest den fortjener, hvilket selvfølgelig var meget fint.
Vi sad og hyggede os lidt ved bordet, inden vi bad om en regning, som løg på 536 kr. for 2 x Foie gras, 1 glas Reisling og 1 flaske vand. Sidstnævnte kostede ikke mindre end 60 kr., hvilket jeg simpelthen syntes er for voldsomt for en flaske vand på 0,7 l., men det er de bestemt ikke de eneste der synes at den slags skal koste. ”Slap af – Det er vand!!”
Alt i alt et fint besøg, med fornuftig mad, og super god service. Jeg vil meget gerne spise mere derinde på et senere tidspunkt, men i denne omgang blev det kun til den ene ret, hvilket gør det svært at bedømme deres generelle niveau ud fra, men jeg gik ikke skuffet derfra, trods mine høje forventninger. Det var et kæmpe stort plus at de var så medgørlige angående vores barn og barnevogn, så servicen skal have store roser. Dette er givetvis ikke noget de gør til alle tider, men vi ramte dem på et heldigt tidspunkt, hvor der var god plads til baby og karret.


No.2.
Lidt senere samme eftermiddag skulle vi så spise på AOC´s lillebror på Christianshavn, som har det dejlige uprætentiøse navn: No.2. Jeg har tidligere haft held med at besøge disse ”små” restauranter, som ligger i slipstrømmen på en større restaurant, med stort held, og derfor var mine forventninger også høje til stedet hvor vores aftensmåltid skulle indtages. Jeg var stadig akkompagneret af mine skønne kæreste og vores mindste barn, og vi skulle yderligere ledsages af to hold venner, så vi var 6 personer plus en baby, ved bordet. Vi skulle til koncert først på aftenen, så vi havde lavet en tidlig booking, så vi kunne komme til vores koncert i tide. Restauranten åbner kl 1730, men vi havde fået ”lov” til at komme allerede kl 1700 for at kigge i menukortene, imens vi drak et glas vin, så vi udnyttede tiden bedst muligt. Der var selvfølgelig lidt forsinkelser blandt vores venner, så det passede fint, at vi havde aftalt at mødes kl. 1700. Også her blev vi mødt af et utroligt imødekommende og venligt tjenerteam, som tilbød at vi kunne få både barn og barnevogn med ind i restauranten. Et af de par vi spiste sammen med, havde fået tjansen som barnepiger imens vi andre var til koncert, så bare rolig; vores baby var ikke med på hele turen rundt i København. Vi bestilte en flaske hvidvin imens vi kiggede på menuerne, og lod denne fortsætte til forretterne. Menukortet bød på mange fristende punkter, men jeg måtte begrænse mig til 3 retter, og endte med at vælge Rømørejer med hvide asparges til forret, og kalvebrisler med løg til hovedret. Retterne er alle af status som ”små retter” og stedet anbefaler at man vælger 3-4 retter, for at det skal udgøre at måltid, men man har også muligheden for at tilkøbe deres tripple stegte friter med mayo, eller grønne asparges, for at øge mængden i retterne, så de får lidt mere fylde. Desserterne skulle vi bare bestille hos tjeneren efter indtagelse af hovedretterne, da vi var lidt i tvivl om vi kunne spise det, og om der var tid til det. Der går ikke land tid før der kommer 2 flasker vand på bordet, 1 med og 1 uden brus, som de tog 20 kr. for, pr. couvert, og de blev fyldt op løbende, så de 20 kr. var bestemt en rimelig pris. Kort tid derefter kommer vores forretter også ind. Vi er de første der ankommer i den ret store restaurant, og vi spørger på et tidspunkt om de har en ekstra stol til at ligge vores baby på, men det har de ikke, da de har fuldt booket på denne onsdag aften, hvilket må siges at være fornuftigt, da de altså har mange pladser! Godt gået, men jeg forstår også godt at folk kommer igen og igen, da niveauet gennemgående var meget højt.
Mine Rømørejer, var dækket af tykke skiver af dampet hvid asparges, og lå gemt sammen med aspargescreme og sprødt kyllingeskind, og smagte forbandet godt! Der var masser af saft i rejerne og den mineralske aspargescreme, gik virkelig godt sammen med dem og den sprøde kyllingeskind. En simpel lille ret, men smagen var virkelig i god balance, og jeg blev lidt bedrøvet da jeg tog den sidste mundfuld, men det er jo bare et tegn på at de havde afstemt det perfekt!
Rømø rejer gemt under asparges

Næste servering var for mit vedkommende kalvebrisler med puré af bløde løg, stegte nye løg, løgbouillon og friske ramsløg. Hertil havde jeg valgt at supplere med deres tripple stegte friter med mayo, og det var en fornuftig beslutning, da de var tilberedt helt perfekt, og var gyldne og sprøde på overfladen, men cremede indeni imens mayoen var til den fede side, og, efter min smag, kunne den godt havde fået lidt mere syre, for at dæmpe fedmen lidt. Selve brislerne var blevet fint soigneret inden de blev menuerestegt, og havde en fin konsistens. Løgvariationen bestod af en blød og galt puré, som smagte gennemtrængende af bløde løg, som vor mor lavede dem. Et helt friskt løg med top, som var halveret og stegt men stadig havde en glimrende skarphed, da det ikke var tilberedt for meget, glaceret/bagt rødløg med en afdæmpet syre, en løgbouillon til at binde det hele sammen, samt lidt friske ramsløg til at give lidt skarphed og friskhed til retten. Det fungerede sgu ganske fint, og det var alt i alt en dejlig hovedret, selvom retten i sin helhed manglede syre, da der var meget sødme fra de forskellige løg. Til hovedretten bestilte vi en californisk pinot noir, som havde en dejlig oversøisk sødme og rigtig god balance, så den passede fint til de mange forskellige retter, vi havde valgt ved bordet.
Stegte kalvebrisler

Tripple stegte fritter med mayo


Vi havde heldigvis tid til at spise en dessert, inden vi skulle ud i taxaen, og mit valg endte på rabarber med skovmærkeis med mynte, og saltet karamel. En herlig sommer dessert, med let syrlig rabarberkompot, søde rabarber-vingummi, cremet skovmærkeis med mynte, kondenseret mælk med flagesalt samt en rabarbersuppe, som blev hældt over retten ved bordet. En skøn kombination af samtlige grundsmage, og nogle lækre konsistenser, som rundede en rigtig god aften af på No.2.

Rabarber med skovmærkeis og saltet karamel


 Som nævnt tidligere i min anmeldelse, så var der et rigtigt højt niveau hele vejen rundt om bordet, på de forskellige anretninger, og med deres brede menukort, ville jeg sagtens kunne finde på at besøge dem igen i snarlig fremtid, for at smage på nogle af de ting jeg ikke fik mulighed for at smage denne aften i juni. Regningen for 6 personer som fik 2 eller 3 retter, 6 portioner fritter, 3 flasker vin og vand til 6 couverter, lød på 3880 kr hvilket var en meget rimelig pris, sagt på godt jysk.