Jeg har netop været på kursus I Fredericia, og i den forbindelse boet
på Hotel Fredericia, som er en del af Best Western kæden, som jeg tidligere har
besøgt med begrænset begejstring.
Fint
førstehåndsindtryk
Jeg ankommer til hotellet om formiddagen, og bliver taget
fint imod af en venlig og informativ receptionist, så et dejligt
førstehåndsindtryk af hotellet og dets personale. Selve bygningen er af nyere
dato, og på trods af at hotellet har adresse på Vestre Ringgade, ligger det
rigtig nydeligt med udsigt ned over en nærtliggende sø, som i dagende for mit
besøg havde besøg af et par ænder, hvilket kun gjorde det mere idyllisk.
Efter et par timers arbejde på kurset, blev der serveret
frokost fra en buffet i den lyse, og solbeskinnede restaurant. Det viste sig at
være en udmærket buffet hvor der blandt andet var et udvalg af rørte salater i
små lerskåle, blandt andet æggesalat og tun salat. Det var røget laks,
forskellige blandede salater, lune frikadeller med kartofler & skysauce,
Bagt torsk med smørglacerede perleløg & rosenkål, 3 forskellige oste med
forskelligt hjemmelavet tilbehør og at stykke kage og 3 forskellige slags brød.
Det var altså en udmærket buffet med et bredt udvalg, så der var lidt for
enhver smag.
I løbet af eftermiddagen var der nogle pauser hvor der blev
serveret et bredt udvalg af god the, middelmådig kaffe, blandet frugt, og i den
”store” kaffepause blev der serveret kage, lækre hjemmelavede pebernødder,
tørret frugt og nødder.
Fint aftenmåltid
Efter en lang dag med spændende opgaver, ventede der mig et
aftenmåltid, hvor de prøvede kræfter med kalveculotte, som jeg tidligere har
erfaret Best Western kæden have utroligt store problemer med, da jeg til et
lignende kursusophold tidligere på efteråret, oplevede at næsten samtlige
deltagere sendte kødet retur. Det blev bestemt ikke tilfældet denne aften hvor
kødet var uhyre godt tilberedt! Når man nu har haft så stor succes med
tilberedningen af kødet, så skal man ikke være fedtet med det, og det var
køkkenet så sandelig heller ikke! Der var så meget kød at flere af de
kvindelige deltagere sendte en tredjedel af kødet retur, så måske man skulle
holde lidt igen til en anden gang. Til det lækre kød havde køkkenet valgt at
servere bagte gulerødder, en lille lille lille bitte smule selleripuré,
langtidsbagte rødbeder, ovnstegte kartofler og en kalvesky. Gulerødderne var
fornuftigt tilberedt, og havde stadig lidt bid, rødbederne var meget små og var
meget søde grundet deres lange tilberedning. Selleripurén var der simpelthen så
lidt af, at jeg ikke kan vurdere den og kartoflerne, som kom ind i små skåle,
var der nok af. Det skal siges at opfyldningen lod vente på sig, fra en ikke
alt for opmærksom tjenerstab, hvilket resulterede i at flere af deltagerne sad
og ventede alt for længe på at få kontakt med dem. Kartoflerne havde desværre
også fået for meget, så de var blevet helt bløde og indsunkne, og manglede salt,
så de var bestemt ikke ventetiden værd. Kalveskyen var yderst velsmagende og
havde en fin konsistens, med den kraftige smag taget i betragtning. Det var en
meget traditionel hovedret, uden for meget kærlighed og nogle af elementerne havde
fået for meget, men hovedemnet, altså kalveculotten, var tilberedt perfekt. Vinen
til hovedretten var en cabernet Sauvignon fra Chile, og den fungerede glimrende
til kødet, og man kunne fornemme at selleripuréen ville have smagt fint til
vinen også, så det var synd at denne ikke til stede på tallerkenen.
Dag 2
Den efterfølgende dag blev jeg mødt af en meget klassisk
morgenbuffet med Æg, bacon, pålæg, ost, yoghurt med diverse toppings,
forskelligt brød og lidt sødt bagværk. Der hvor de udmærkede sig var ved deres
hjemmelavede gulerodsjuice med ingefær, hvilket var en dejligt indspark, til en
ellers ret plain morgenbuffet med scrambled eggs fra dunk og bake-off
rundstykker.
Frokosten var tilsvarende dag 1, nemlig ganske udmærket,
uden at være prangende. Der var en del forskelligt, at vælge imellem, men jeg
savnede altså lige den sidste mængde kærlighed i maden, da det var lidt fladt
og man havde en fornemmelse af, at det måske var gået lidt for stærkt med
tilsmagningen.
Jord på brøndkarsen
Om aftenen var jeg så nået dertil hvor jeg skulle prøve
kræfter med stedets to retters menu, bestående af en forret og en hovedret med
tilhørende vine. Jeg kommer lidt undrende fra start, da vi får serveret
forretten, som var tatar af røget krondyrkølle! Det overrasker mig, da jeg er
af den opfattelse at tatar er råt kød eller fisk, så derfor kan det altså ikke
være røget, da det så har gennemgået en tilberedning. For at være sikker i min
sag, søgte jeg svar hos nudansk ordbog, og her er hvad jeg fandt:
”Tatar: finthakket, fedtfattigt oksekød der formes til en bøf og spises råt, fx pyntet med en rå løgring og en rå æggeblomme - også om tilsvarende ret af rå, hakket fisk”
Det var altså ikke mig der var helt galt på den, men lad mig lade ordkløveriet ligge, og komme videre med forretten. Sammen med det røgede krondyr, som i øvrigt var hakket med nødder, blev der serveret små syltede peberfrugter i syrlig olie, appelsincoulis, sprøde croutons, frisesalat og maltkrummer. Dertil blev der serveret lidt plukket brøndkarse, hvor jeg var så heldig at få den nederste del af stilken med, hvor der desværre var jord på. Det er bare den sidste ting man ønsker, når man er ude at spise; at kunne mærke jord knase imellem tænderne, så der skal de sgu være lidt mere vågne en anden gang! Bordset fra jorden på brøndkarsen, var det en fin sammensat ret, og de kom fint rundt i smagskompassets 5 ”hjørner”, og sammen med den meget kolde chardonnay der blev serveret til, fungerede det altså ganske fint(sagt på godt jysk).
"Tatar" af krondyrkølle |
Hovedretten var unghane med kogte kartofler, rødbedepuré, stegt rosenkål, syltede perleløg, glaceret persillerod og sauce bordelaise. Hovedretten, som var pyntet af med karse, purløg og rød skovsyre
, var meget velsmagende og unghanebrystet med tilhørende vingeben var meget saftigt og meget flot stegt. Min nabomands bryst var godt nok til den røde side, inde ved benet, så det skulle ikke have haft 2 minutter mindre, for at være undertilberedt. Kartofler blev serveret med skræl på, hvilket jeg mener, er synd i denne mørke vintertid, fordi det hører sig sommeren til, men de var godt kogte og havde fint bid, så fred være med det. Rødbedepuréen smagte fint og var væsentlig mere til stede end dens forgænger fra dagen før, altså selleripuréen, så denne dag havde de fået lavet nok puré. Persilleroden var en anelse overtilberedt men smagte såmænd ganske udmærket, ligesom saucen gjorde det, og på trods af dens tynde konsistens, var man slet ikke i tvivl om dens tilstedeværelse. De skarpe krydderurter på toppen af unghanebrystet gav en smule fin skarphed til retten, dog uden en egentlig berettigelse, da de ikke indgik i selve retten, men kun var lagt på som pynt, hvilket jeg mener, er en dødssynd! Enhver kan klippe eller plukke lidt grønne krydderurter, og smide ovenpå en ret, for at få den til at se bedre ud, men det kræver lidt mere omtanke og håndværk at få det indarbejdet i retten, for så også at pynte med det til sidst. Til hovedretten fik vi serveret den samme vin som dagen forinden, nemlig en Don varano lavet på cabernet sauvignon, fra Chile, som også her fungerede helt fint, uden at gøre nogen fortræd.
Bedømmelse:
Det er altid lidt svært at bedømme steder som disse, men jeg
kaster mig alligevel ud i det. Det var et rigtig fint bekendtskab med Best
Western Hotel Fredericia og det var et dejligt sted at være til konference, med
fine faciliteter, og fine værelser. Hvad angår forplejningen, så er der heller
ikke det store at klage over, udover et uopmærksomt tjenerpersonale og
overtilberedte kartofler på dag 1, og lidt jord på forretten på dag 2. Jeg
savnede dog lidt opfindsomhed, kreativitet og lidt kærlighed på deres mad
generelt. Jeg ved godt at det er et konferencecenter, og at de laver mad til
mange mennesker ad gangen, men det er jo det de gør hver dag, og derfor burde
det altså være bedre. Jeg var skuffet over morgenmaden, og frokosten, men til
gengæld var hovedemnerne om aftnerne rigtig flot tilberedt. Når vi kigger på de
hidtidige stjerner jeg har uddelt, så falder de lidt uden for kategorien her i
Fredericia, da det er en gourmet liste jeg laver, men skulle jeg vurdere dem ud
fra et almindeligt restaurant perspektiv, så ville jeg nok ende med at give dem
3,0 stjerner da vi er godt på vej, men mangler en del for at nå helt i mål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar