Der findes mange ikoniske restauranter i verden, men af
eksisterende restauranter, kan jeg ikke forestille mig en mere ikonisk
restaurant end The Fat Duck. Legenden bag restauranten, Heston Blumenthal, har
trukket sig ud af køkkenet for flere år siden, men de har alligevel formået at
holde det høje niveau, og har beholdt deres 3 Michelinstjerner. Der er efterhånden ved at være 15 år siden at jeg hørte om denne restaurant for første gang, og efter at have set et utal af tv-udsendelser fra restauranten, og med Heston Blumenthal selv, har mit ønske om at besøge stedet kun vokset. Der er som sagt gået mange
år, hvor jeg har drømt om at besøge netop denne restaurant, og da der pludselig dukkede en mulighed op, for at få drømmen til at blive til virkelighed, lod jeg den ikke passere. Var det hele så ventetiden
værd? Det kan du læse nedenfor, hvor jeg beskriver min oplevelse på The Fat
Duck, en fredag eftermiddag i december 2017.
Ankomsten
Restauranten ligger 50 km. uden for London i den lille by
Bray, som huser knap 9.000 mennesker, og derfor må det siges at være et
optimistisk projekt at starte en gourmetrestaurant op i den lille hyggelige by,
men ikke desto mindre så var det, som den autodidakte kok, Heston Blumenthal,
gjorde tilbage i 1995. Det skal dog også siges, at det tog ham nogle år før der
for alvor kom gang i biksen, men da der først kom hul igennem, skal jeg love
for at de stemplede ind på scenen, som en af verdens mest innovative
restauranter, og er derfor også flere gange blevet kåret som verdens bedste
restaurant, af ”The worlds 50 best restaurants”.
Hvis jeg skal nævne en ligeså ikonisk restaurant, for deres tidsalder, vil det være El bulli, og da jeg glippede chancen for at spise der, i og med at de lukkede for år tilbage, ville jeg ikke forpasse chancen for at spise på The Fat Duck (TFD), og derfor besøgte jeg stedet i december måned, for at kune krydse den oplevelse af på min ”bucket list”.
Hvis jeg skal nævne en ligeså ikonisk restaurant, for deres tidsalder, vil det være El bulli, og da jeg glippede chancen for at spise der, i og med at de lukkede for år tilbage, ville jeg ikke forpasse chancen for at spise på The Fat Duck (TFD), og derfor besøgte jeg stedet i december måned, for at kune krydse den oplevelse af på min ”bucket list”.
Jeg havde reserveret et par af de meget eftertragtede pladser i
restauranten, til fredag eftermiddag kl. 1245, og da vi kom direkte fra
lufthavnen, var det en lidt presset Hr. Dahl der satte sig i flyet i Billund,
på vej til Heathrow lufthavn fredag formiddag. Jeg havde dog oplyst dem på
restauranten om, at vi muligvis blev en smule forsinkede, hvilket de havde stor
forståelse for. Da vi ankom til restauranten kl. 1315, og beklagede vores sene
ankomst, fik vi at vide at det skulle vi slet slet ikke tænke på, og at de var
glade for at se os, så alt var i skønneste orden. Til det skal der siges at jeg
hader at komme for sent, specielt til restaurant bookinger, da jeg selv ved
hvor pisse træls det er, når gæster kommer for sent.
Før ankomsten
Besøget på restauranten startede egentlig allerede to uger
inden vores ankomst, da jeg modtog en mail med nogle opklarende spørgsmål, så
de kunne personliggøre vores oplevelse så meget som muligt. Der var 8
spørgsmål, som blandt andet omhandlede vores barndomsminder i forhold til mad,
og om der var nogle specielle oplevelser vi havde haft som børn, som fik os til
at føle os som et barn i en slikbutik. (Like a kid in a sweet shop – forklaring
følger) Efterfølgende modtog jeg en mail fra vores storyteller, som lige havde
et par uddybende spørgsmål i forbindelse til mine besvarelser, som han gerne ville have opklaret via en telefonsamtale, så vores besøg
var allerede startet i ugerne op til vores rejse, og dette gjorde bestemt ikke
forventningerne mindre til besøget.
Vi ankom som sagt en anelse forsinket restauranten, som var
beliggende i en gammelt lavloftet bygning fra 1600-tallet, og vi blev henvist
til et hjørnebord, hvorpå der var to vandglas, en lup og et såkaldt menukort.
Menukortet var en slags landkort som beskrev de 7 kapitler som vi skulle
igennem ved vores besøg, og selve besøget var en historie om en typisk feriedag, som startede på en
aften inden man skal holde ferie, og så hele den efterfølgende feriedag, hvor
man ender med at gå i seng, og tage en tur i drømmeland. Selve konceptet er superfedt udtænkt, og der var mange fede gimmicks, som jeg vil vende tilbage til senere. Menuen er fastsat, og forudbetalt, så da vi ankom skulle vi kun vælge hvad vi ville drikke til menuen. På disse restauranter, som serverer en fastsat menu med mange serveringer, så er det eneste rigtige, i min optik, at vælge deres vinmenu, da vi på den måde får de vine, som de mener passer bedst til de pågældende serveringer. Der var naturligvis også et ganske imponerende vinkort, hvor man selv kan gå på opdagelse i, men vi valgte altså at holde os til vinmenuen, som kunne fåes i tre udgaver, nemlig en til 155 pund, en til 255 pund og en til 950 pund(!!!!), og vi valgte den "billige" af dem, som vidste sig at være ganske fremragende.
Kapitel 1 –
The day before we go: Are we nearly there yet?
”A change of air”
Selve fortællingen, og retterne, var baseret på Heston
Blumenthals barndomsminder, med et lille snert af Alice i eventyrland, krydret med henvisninger til de elementer som jeg havde fortalt om,
i både mail og telefonsamtale. Dagens første servering, og som også
var første del af historieforløbet vi skulle igennem, gik ud på, at vi skulle
have os en aftendrink inden vi skulle forestille os at skulle i seng, forud for
vores feriedag. Der blev derfor kørt en lille vogn hen til bordet,
hvor der var 5 forskellige cocktails på sifonflasker, at vælge imellem, blandt andet
Campari soda, Paloma, Vodka lime sour og Pina colada, og vi valgte henholdsvis
Vodka lime sour hos min kone og Pina colada til mig selv. Herefter blev der sprøjtet
en god mundfuld sifonskum op på en ske, som blev sænket i en beholder med flydende
kvælstof, og blev til en kold marengskugle med en skøn smag af den valgte drink,
og var en dejlig forfriskende start på middagen.
Herefter fortsatte luftforandringen, og denne bestod af en
sprød macaron af rødbede og peberrodscreme, som var ganske fin og let, og meget
delikat. Retten bestod af to stykker rødbedeskum, som var pureret og tilsat
kulsyre, inden de var blevet dehydrerede til de var helt sprøde. Det var en
ganske let servering, som hurtigt forlod smagsløgene igen.
”Just the
tonic you need”
Sidste indslag i det første kapitel, var en ret der hed:
”Just the tonic you need” og var en jordskokkeis, på en æggestand tilsmagt med
spidskommen, en agurkesuppe samt en god håndfuld spiselige blomster.
Kapitel 2 –
Morning: Rise and shine, it´s breakfast time
"Excuse me,
my tea seems to be cold… And hot"
Herefter blev vi spurgt til, om vi ville have kaffe eller
the, som næste servering bestod af, da vi i historieforløbet nu var nået til
morgenmaden. Vi svarede begge to kaffe, og vi fik herefter serveret aftenens
første virkelig overraskende ret: Nemlig et glas kaffe, som i den ene side af
glasset var koldt, og i den anden side var varmt! Ja det var det sgu! Det var
meget sært, og tungen var i fuld gang med at sende signaler op til hjernen om,
at det den indtog var varmt, men så blev det pludseligt koldt, og så varmt
igen, så forvirringen var total, inden hjernen fik den rigtig besked om at den
altså var begge dele. En meget fed gimmick, som Heston har kørt i mange år, og har gjort til en af sine mange signaturretter.
Det der irriterede mig ved retten var, at det altså ikke var en særlig god kop kaffe! Vi erfarede senere at de mestrede at lave espressoer, men denne kaffe var altså ikke værd at skrive hjem om(selvom jeg er godt igang med det lige nu). Dette var mere en gimmick, for gimmickens skyld, og det skuffede mig lidt. Jeg er ret sikker på at hvis vi havde valgt at drikke the i stedet, så var det en anden smagsoplevelse, da briternes historik omkring the er en helt anden, så jeg tror at de har brugt lidt mere krudt på den, men det finder vi nok aldrig ud af.
Det der irriterede mig ved retten var, at det altså ikke var en særlig god kop kaffe! Vi erfarede senere at de mestrede at lave espressoer, men denne kaffe var altså ikke værd at skrive hjem om(selvom jeg er godt igang med det lige nu). Dette var mere en gimmick, for gimmickens skyld, og det skuffede mig lidt. Jeg er ret sikker på at hvis vi havde valgt at drikke the i stedet, så var det en anden smagsoplevelse, da briternes historik omkring the er en helt anden, så jeg tror at de har brugt lidt mere krudt på den, men det finder vi nok aldrig ud af.
"Why do I
have to choose between a variety pack and a cooked breakfast?"
Efter vores morgenkaffe fik vi serveret en skål morgenmad,
som jeg aldrig har set lignende. Retten hedder ”Hvorfor skal jeg vælge imellem
en skål morgenmad og en tilberedt morgenmad?” og det valg fik vi ikke, da vi
nemlig fik begge dele på samme tid. Vi
fik 6 små portionspakker med ”serials” bragt til bordet, som var forsejlet i
plastikfolie, hvor vi så skulle pakke æskerne ud, og vælge én æske hver. De var
lavet med forskellige motiver, forskellige navne, forskellige animationer, men
indeni var de ens. Der var en pose med morgenmad i bedste kellogs stil, og
derudover var der et lille stykke legetøj som skulle samles – Ligesom i de
rigtige æsker.
Legetøjet var 6 stykker små træ, som skulle samles til en lille æske, hvor der så skulle i læges en mønt, som vi skulle bruge senere i forløbet. Æsken blev samlet, og herefter kom tjeneren med en lille skål til vores morgenmad, hvor han hældte ”mælk” i. Under ”mælken” var der en geleret tomatconsomme, som udgjorde smagen af de bagte tomater. Herefter skulle vi åbne vores pose med serials, som var cornflakes, froot loops og guldkorn med smag af ristet brød og bacon. og drysse posens indhold ned oveni mælken. Herefter kunne vi indtage en skål morgenmad, med alle smagene fra en fuld English breakfast, bestående af scrambled eggs, bacon, ristet brød og bagte tomater. En meget surrealistisk oplevelse da øjnene så ét, og tungen smagte noget andet, men det fungerede virkeligt godt, selvom min kone ikke var helt begejstret for den geleagtige konsistens som ”mælken” fik, efter at have stået i lidt tid.
Legetøjet var 6 stykker små træ, som skulle samles til en lille æske, hvor der så skulle i læges en mønt, som vi skulle bruge senere i forløbet. Æsken blev samlet, og herefter kom tjeneren med en lille skål til vores morgenmad, hvor han hældte ”mælk” i. Under ”mælken” var der en geleret tomatconsomme, som udgjorde smagen af de bagte tomater. Herefter skulle vi åbne vores pose med serials, som var cornflakes, froot loops og guldkorn med smag af ristet brød og bacon. og drysse posens indhold ned oveni mælken. Herefter kunne vi indtage en skål morgenmad, med alle smagene fra en fuld English breakfast, bestående af scrambled eggs, bacon, ristet brød og bagte tomater. En meget surrealistisk oplevelse da øjnene så ét, og tungen smagte noget andet, men det fungerede virkeligt godt, selvom min kone ikke var helt begejstret for den geleagtige konsistens som ”mælken” fik, efter at have stået i lidt tid.
Kapitel 3 – Mid-morning: First one to see the sea…
"Sound of the sea"
Da vi havde spist morgenmad, skulle vi en tur til stranden,
hvor vi også stødte på en af hans signaturretter, som var ”Sound of the sea”,
hvor vi først fik anbragt en stor konkylie på bordet, hvori der var gemt et sæt
høretelefoner, som var tilsluttet en lille iPod. Dernæst fik vi serveret en
lille trækasse med sand i, hvorpå der lå en glasplade, som blev brugt som
tallerken for elementerne som forestillede elementer fra stranden, og med
høretelefonernes lyde af havet og måger, blev totaloplevelsen perfekt.
På tallerkenen lå der blandt andet saltet makrel, tapioca-sand, salturt og ”havskum”. En genial servering som må gå ind i top 20 over bedste retter nogensinde, og en ret hvor missionen lykkedes til fulde. Jeg har tidligere oplevet at når man forsøger at lave noget som skal imitere noget, eller henlede tankerne på noget, så bliver sådan lidt ”lala”, men på TFD var der intet overlagt til tilfældighederne, og det var en fornøjelse at opleve. Hvis jeg skal være kritisk ved en ting ved retten, så vil det være at de valgte at servere Sake til den skønne ret!?!? Undskyld mig for ikke at forstå at man vælger at servere risvin på ca. 15 % alkohol, til så let og delikat en ret, men det gør jeg altså ikke! Jeg er virkelig ikke fan af den tynde asiatiske risbrændevin, som jeg forbinder det med at være, så det var lidt overraskende at servere det hertil. Også selvom at sandet på tallerkenen var lavet af miso!
På tallerkenen lå der blandt andet saltet makrel, tapioca-sand, salturt og ”havskum”. En genial servering som må gå ind i top 20 over bedste retter nogensinde, og en ret hvor missionen lykkedes til fulde. Jeg har tidligere oplevet at når man forsøger at lave noget som skal imitere noget, eller henlede tankerne på noget, så bliver sådan lidt ”lala”, men på TFD var der intet overlagt til tilfældighederne, og det var en fornøjelse at opleve. Hvis jeg skal være kritisk ved en ting ved retten, så vil det være at de valgte at servere Sake til den skønne ret!?!? Undskyld mig for ikke at forstå at man vælger at servere risvin på ca. 15 % alkohol, til så let og delikat en ret, men det gør jeg altså ikke! Jeg er virkelig ikke fan af den tynde asiatiske risbrændevin, som jeg forbinder det med at være, så det var lidt overraskende at servere det hertil. Også selvom at sandet på tallerkenen var lavet af miso!
"Can i have
some money for an ice cream"
Når man er en tur ved stranden, så skal man naturligvis have
en is, og derfor skulle vi naturligvis også spise is denne eftermiddag. Der kom
nu to is ind foran os, nemlig en Rocket og en twister. Vi fik besked om at
starte med vores Rocket, som var en lille trefarvet is, som var brun, grøn og
rød, med smagen af valnød, æble og vindrue. Den opmærksomme læser har allerede opdaget
at de tre smage er grundsmagene i Waldorfsalat, som er en gammel engelsk
klassiker som opstod på Hotel Waldorf Astoria for mange år siden, og den smagte
også skønt som is, og havde en glimrende rensende effekt. Den anden is, som var
en twister med hvide og grønne striber, var ikke en is, men et stykke røget
laks som var rullet ind i avocado og peberrod. Det var lidt sært da vi først
fik den i munden, men vi opdagede hurtigt at det ikke var en is, og det var en
rigtig god lille mellemret.
Den sidste is vi skulle have var en lille vaffel, som blev serveret i en lille klassisk vaffelholder, og var med en is lavet på krabbe-bisque og med passionsfrugt, for at bringe syre til den kraftige is, og det fungerede virkelig godt.
"Then we went rockpooling"
Sidste indslag ved stranden var da vi skulle ud til
klipperne og forsøge at fange krabber, eller det var i hverfald det som Heston
gjorde i sin barndom, og derfor var der en ret med, som skulle genskabe den oplevelse.
Det var en meget tynd skal hvid chokolade formet som en krabbe, som gemte på
røgede caviar, krabbekød og ørred rogn som kom til syne da krabben blev
overhældt med en lun muslingesuppe. ”Krabben” smeltede simpelthen og gik i et
med suppen som sammen smagte fantastisk, og sammen med caviarene, krabben og
rognene og det smagte himmmelsk.
Kapitel 4 –
Afternoon: If you go down to the woods today…
"Damping
through the boroughgroves…"
Efter strandbesøget skulle vi en tur i skoven, hvor vi
skulle have en enkelt ret som lignede en god omgang skovbund, samt en lille
picnic med en ”kop the”. Den første
af de to, er en ret der er forsøgt mange gange, men jeg har aldrig set en så
veludført udgave som det var tilfældet her. Der blev placeret et cylinder med
en lille skov midt på bordet og imens tjeneren præsenterede maden på vores
tallerkener hældte han væske i bunden af cylinderet, og ned i den tør-is der lå
nedenunder. Så startede en damp med duft af figenblad at stige op over den
lille skov, og videre ud på bordet, og ned på vores tallerkener. Selve
serveringen bestod af svampe, brombær, brøndkarse, ”maltjord” og sort trøffel,
som var en super god ret, med kraftige og fyldige smage, hvilket var skønt,
efter mange retter i den lette genre.
"…We
discovered the Mock turtle picnic"
I skoven skulle vi også have eftermiddags-the, som var
forklædt som en forloren skildpadde suppe, som var inspireret efter en gammel
engelsk traditionel suppe, som opstod i det nittende århundrede hvor
skildpaddesuppe var meget populært. Skildpadde var desværre bare meget dyrt, og
derfor blev forloren skildpaddesuppe et stort hit, da det var lettere
tilgængeligt for den almene britte. Og
så tænker du måske, at det lyder rimeligt ordinært, men det skal jeg så lige
love for at det ikke var! Vi fik først serveret et guldur serveret i en træ-æske,
og Liam, vores storyteller, fortalte os at denne ret faktisk var den som tog
længst tid at lave, på hele menuen, da den fond der gemte sin indenunder det
tynde lad bladguld, (ja jeg sagde bladguld) skulle koge i 3-5 dage inden den er
klar til at blive støbt, og siden overtrukket med det førnævnte bladguld.
Ved siden af gulduret, blev der stillet en gennemsigtig the-kande, hvor vi skulle opløse førnævnte ur i kogende vand, og efterfølgende hælde den over i den the-kop vi havde under kanden. I the-koppen lå der et pocheret æg, samt små brunois af oksekød, majroe og suppeurter. Fantastisk consommé med nogle skønne urter, som gav retten konsistens, og det cremede æg havde bestemt også sin berettigelse. Ved siden af suppen i the-koppen, fik vi serveret en trekantsandwich (Toast sandwich) som var lavet af blødt toastbrød men med en sprød toastbrød i midten, som var stegt i smør og kyllingefedt. Da jeg fik serveret sandwichen tænkte jeg at den så ret kedelig og ligegyldig ud, men det var den så sandelig ikke. Skøn blanding af konsistenser og smage, og en vildt fed idé at putte sprød toast i blødt brød.
Ved siden af gulduret, blev der stillet en gennemsigtig the-kande, hvor vi skulle opløse førnævnte ur i kogende vand, og efterfølgende hælde den over i den the-kop vi havde under kanden. I the-koppen lå der et pocheret æg, samt små brunois af oksekød, majroe og suppeurter. Fantastisk consommé med nogle skønne urter, som gav retten konsistens, og det cremede æg havde bestemt også sin berettigelse. Ved siden af suppen i the-koppen, fik vi serveret en trekantsandwich (Toast sandwich) som var lavet af blødt toastbrød men med en sprød toastbrød i midten, som var stegt i smør og kyllingefedt. Da jeg fik serveret sandwichen tænkte jeg at den så ret kedelig og ligegyldig ud, men det var den så sandelig ikke. Skøn blanding af konsistenser og smage, og en vildt fed idé at putte sprød toast i blødt brød.
Kapitel 5 –
Evening: Are you ready for dinner?
"Scallop
Anna"
Efter vores eftermiddags the, så var vi nået til at vi
skulle ud og spise, i vores dagsforløb, og vi blev derfor præsenteret for
aftenens menukort, hvor første ret var Scallop Anna. Retten var inspireret af
kartoflen ved navn ”Pommes Anna”, hvor man ligger kartofler i tynde skiver, i
lag, og bager dem under pres. Her var det stegte kammuslinger, stegte
kejserhatte og tynde skiver af sort trøffel, der var taglagt, og serveret med
rå kammusling underneden. Rundt om retten var en kammuslingeskum, og dette var
en af eftermiddagens mest sublime retter, hvor alle de umami-rige elementer gik
i fantastisk spænd med hinanden. Endnu en ret som jeg ikke havde lyst til skulle
slutte, da jeg godt liiiiige kunne spise et par mundfulde mere..
Efter forretten fik vi en lille sprød snack som var tørret havregrød (eller noget der henad) med julekrydderier (nelliker, stjerne anis, peber, mm) som blev serveret i en lille skål med de selvsamme krydderrier, for at understøtte duften. Dejlig let og velsmagende, og fin forberedelse til den efterfølgende hovedret.
"Duck"
Hovedretten bestod af Andebryst, ”blood puding puré”,
andehjerte, stegte løg, glace og sauteret spinat, og var fantastisk!
Andebrystet var perfekt rosa, og smagen var helt unik, og sammensætningen
fungerede ganske fortrinligt. Ved siden af retten fik vi et lille knivskarpt
rør sprød filodej, hvori der lå noget der kunne være konfiteret and og som var
en fin tilføjelse til retten, da der ikke var noget sprødt derpå. Deres ”blood
puding puré”, som i øvrigt mindede en smule om den blodpølsepuré jeg selv
lavede engang, dog uden yderligere sammenligning, smagte skønt. Hjertet og
løgene var tilsvarende gode, så også her kunne jeg godt have spist en anelse
mere, af den velsmagende and, for; Føj for pokker hvor var det lækkert.
"The BFG –
Black forest gateau"
Efter den sørgelige afsked med den fantastiske tallerken, så
kom en tilsvarende god servering ind på bordet, nemlig desserten i den
3-retters menu, vi skulle forestille os at have i vores historieforløb. Det var
en chokoladekage som var sprayet med chokoladestøv og fyldt med syltede
kirsebær og en lys creme. Den stod på et træbræt sammen med en bærsirup, krystalliseret
chokolade og mælkeis. En fantastisk dessert med let syre, en god mængde sødme,
dejlig bitterhed og umami, samt nogle dejlige konsistenser, så igen en
fantastisk ret.
"Botrytis cinerea"
Næste dessert var vel nok eftermiddagens bedste servering:
Det var en ret der var baseret på, og navngivet efter, den æddelråd der går i
de druer der bruges til sauterne, lige inden man presser den, for at få den
kraftige og underskønne saft ud af skallerne. Eftersom sauterne altid har haft
en særlig stor plads i mit gastronomiske hjerte, så var det med stor fornøjelse
at vi modtog denne ret, med et tilhørende glas af selvsamme skønne vin til. Det
var en skøn blanding af chokolade, cremer, blæst sukker, trukket sukker, gelé,
sirup, is, crumble, m.m. Det var intet mindre end en fantastisk blanding af
komponenter som smagte fantastisk på alle sensoriske niveauer, og vi var helt
oppe i det røde felt af ren begejstring for denne ret, for dette mesterværk.
Wow.
"Digestif"
Efter ”middagen” fik vi serveret et kort med 5 forskellige
whiskey-vingummier på, hvoraf de 4 var britiske og den sidste var en
amerikansk. Et sjovt lille indslag, hvor de forskellige vingummier naturligvis
smagte forskelligt, alt efter hvilken whiskey der var tale om. Igen havde min
medspiser et problem med den geleagtige konsistens, så det var ikke en vinder
hos hende, men jeg fandt dem meget gode, og smagen var rigtig fin, uden at være
for kraftig af alkohol.
Kapitel 6 –
Bedtime: Off to the Land of Nod
"Counting Sheep"
Så var middagen slut, og vi skulle derfor til at ”i seng” i
vores fortælling og vi var dermed nået til sjette, og næstsidste kapitel i
historien. Efter at lyset var blevet ændret ved vores bord, kom der en pude ind
på bordet, som svævede over en stor porcelænsbowle, som spillede
godnat-melodier. Ovenpå puden lå der en sprød marengs-sandwich, med navnet
”milk and cookies” med en syrlig mælkecreme imellem de to sprøde marengs
”boller”. Det var en let mellemdessert, inden vi skulle have eftermiddagens
sidste dessert. Den sidste dessert var inspireret af intet mindre end
babypudder, som skule spises med en ske, som havde et hvidt plyshåndtag. Retten
bestod af panna cotta af tonga bønner, kokossorbet og krystaliseret hvid
chokolade. Pana cottaen som var pakket ind i en slags hvid pudder, smagte skønt
og gik fint i samspil med de øvrige komponenter, og retten havde også noter af
lavendel og appelsinskal, og smagte som helhed glimrende.
Kapitel 7 –
And then to dream…
"Like a kid
in a Sweetshop"
Nu var dagen slut og sidste element i vores historie skulle
fortælles, og det skulle naturligvis foregå i vores drømme. Der blev kørt en
imponerende miniatureudgave af restauranten ind foran vores bord, og vi blev
bedt om at afleverede den mønt vi havde fået udleveret tidligere, så vi kunne
bruge vores lommepenge i slikbutikken. Efter at mønten blev puttet i maskinen,
åbnede de forskellige skuffer sig på skift, og til sidst blev en af skufferne
ude. Deri lå aftenens sidste servering, som vi skulle tage med hjem, så vores
middag kunne fortsætte lidt endnu. Vi fik en chokoladebar med lag af nougat,
blød karamel og til sidst kiks, som var penslet med fond af wagyo okse for at
nærme sig en gammel engelsk chokoladebar fra 1890erne, hvor man puttede oksekød
i. Der udover fik , et spillekort af hvid chokolade med hindbær og mørdej
(iført nissehue i anledningen af højtiden), en æblekaramel i spiseligt papir og
en fyldt chokolade med en dehydreret mandarinskum. Alle sammen små skønne petit
fours, som satte et fremragende punktum for en fantastisk frokost på en af de
mest revolutionerende restauranter i verden.
Konklusion
Vi havde os en fantastisk middag som uden tvivl vil være en oplevelse for livet. Når jeg læser beskrivelsen igennem, lyder det faktisk som en sindsyg stor omgang, hvor det lyder til at vi blev bombarderet med tallerkener, og blev overrendt af tjenere konstant, men dette var slet ikke tilfældet. Det var en super behagelig oplevelse, hvor vi blev serviceret på meget professionel vis, og af meget kyndige og behagelige værter. Vi var der fra kl. 13:15 til ca. kl. 18:00, så vores frokost var en heldagsoplevelse, og en heldagsoplevelse som jeg får svært ved at toppe. Jeg beklager at jeg ikke har beskrevet vinene der blev serveret til maden, men i så stor en menu, så vælger jeg at sætte mit fokus på maden, da det har højest prioritet hos mig. Beklager vinnørder..
Hvordan bedømmer man en sådan restaurant som er en absolut
ener? Ja det er næsten umuligt at gå i gang med at sammenligne den med andre
steder, da de er et sted som nærmest ingen sammenligning tåler. Jeg har
tidligere spist på Minibar i Washington, som ligesom The Fat Duck udøver
molekylær gastronomi, og også serverer en forudbestemt menu, som var på
imponerende 32 serveringer, og som også bød på en perlerække af skønne
smagsoplevelser. Dog vil jeg slet ikke sammenligne de to steder, da de hver for
sig er fantastiske, men der er ingen tvivl om at The fat duck er noget af det
største der findes på de gastronomiske breddegrader, ikke mindst hjulpet godt
på vej i skaberen Heston Blumenthal, som har lavet et unikum, som mange har
drømt om at kopiere, i en eller anden form. I forhold til menuen, så er det en
restaurant som bruger lang tid på udvikling af retterne, og når de så først
kommer i rotation på menuen, så bliver de der også i lang tid. Vi fik flere
retter, som har rødder helt tilbage til 1999, hvor de var på menuen for første
gang, og så sidenhen har været ude og er blevet modificeret lidt, inden de så
er blevet skiftet ind igen.
Det er et imponerende setup, for hold nu op hvor det bare kører, og jeg er benovet over at have prøvet at spise på netop denne restaurant. Dermed gør det det også en smule angst-provokerende at skulle prøve kræfter med køkkenet, som stagiere til foråret.
Der er helt sikkert nogen som vil spørge om, hvad sådan en omgang så koster, og det kan jeg så sandelig godt forstå, for når der er tale om et sted som, dels er etableret af Heston ham selv, dels kører så højt niveau, at man siden 2004 har fået tildelt 3 stjerner fra guide Michelin, dels har over 70 ansatte(!!!), dels sælger samtlige reservationer til en hel måned på 5 minutter, det spiser man ikke gratis på. Altså er man tvunget til at få læderet op af baglommen, eller uden at swipe den helt store finger igennem mobile pay, eller uden at skrive en check med den helt store kuglepen, eller uden at smide den store pose med bitcoins, eller hvilket udtryk du ellers vil bruge.
Vi forudbetalte 275 pund pr. person for menuen, da vi bestilte bordet sidste efterår, (hvilket sidenhen er steget til 325 pund) og købte dertil vinmenu til 155 pund. Der udover købte vi et glas mousserende vin til at nyde ankomsten med til 23 pund og så betalte vi 12,5% oveni regningen for service, som man som oftest gør det i udlandet, da tjenerne bliver betalt igennem deres drikkepenge. Vi ender på dermed på i alt 510 pund pr. person, som omregnet til danske kroner bliver 4.300 kr. Det er uden sammenligning den dyreste frokost (og middag) jeg nogensinde har spist, men det var saftsusemig også den mest interessante, gennemførte, syrede, langt ude, nærværende, nede på jorden, CRAZY, fabelagtige, legende, eksperimenterende, klassiske, inspirerende, legendariske og mineværdige frokost jeg kommer til at indtage. Næste spørgsmål er så; om det var pengene værd? Tja, for en uforglemmelig oplevelse, som jeg har ønsket at få i næsten 15 år af mit liv? Som jeg fik lov til at dele med min skønne kone? På en "one of a kind" af en restaurant?
Ja det vil jeg sgu sige at det var!!
Det er et imponerende setup, for hold nu op hvor det bare kører, og jeg er benovet over at have prøvet at spise på netop denne restaurant. Dermed gør det det også en smule angst-provokerende at skulle prøve kræfter med køkkenet, som stagiere til foråret.
Der er helt sikkert nogen som vil spørge om, hvad sådan en omgang så koster, og det kan jeg så sandelig godt forstå, for når der er tale om et sted som, dels er etableret af Heston ham selv, dels kører så højt niveau, at man siden 2004 har fået tildelt 3 stjerner fra guide Michelin, dels har over 70 ansatte(!!!), dels sælger samtlige reservationer til en hel måned på 5 minutter, det spiser man ikke gratis på. Altså er man tvunget til at få læderet op af baglommen, eller uden at swipe den helt store finger igennem mobile pay, eller uden at skrive en check med den helt store kuglepen, eller uden at smide den store pose med bitcoins, eller hvilket udtryk du ellers vil bruge.
Vi forudbetalte 275 pund pr. person for menuen, da vi bestilte bordet sidste efterår, (hvilket sidenhen er steget til 325 pund) og købte dertil vinmenu til 155 pund. Der udover købte vi et glas mousserende vin til at nyde ankomsten med til 23 pund og så betalte vi 12,5% oveni regningen for service, som man som oftest gør det i udlandet, da tjenerne bliver betalt igennem deres drikkepenge. Vi ender på dermed på i alt 510 pund pr. person, som omregnet til danske kroner bliver 4.300 kr. Det er uden sammenligning den dyreste frokost (og middag) jeg nogensinde har spist, men det var saftsusemig også den mest interessante, gennemførte, syrede, langt ude, nærværende, nede på jorden, CRAZY, fabelagtige, legende, eksperimenterende, klassiske, inspirerende, legendariske og mineværdige frokost jeg kommer til at indtage. Næste spørgsmål er så; om det var pengene værd? Tja, for en uforglemmelig oplevelse, som jeg har ønsket at få i næsten 15 år af mit liv? Som jeg fik lov til at dele med min skønne kone? På en "one of a kind" af en restaurant?
Ja det vil jeg sgu sige at det var!!
Tak for en fantastisk oplevelse!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar