Jeg var, som de
fleste der læser med her ved, en tur i London i december måned, og jeg var så
heldig at spise på to formidable restauranter. Den ene var The fat duck, som
jeg har lavet en grundig beskrivelse af, og herunder følger så en beskrivelse
af mit andet restaurantbesøg, som også var på en Heston Blumenthal restaurant,
nemlig Dinner By Heston Blumenthal, på Hotellet Mandarin Oriental Hyde Park i London.
Det var to hvidt forskellige oplevelser, men denne aften var der også fuld
skrue på, og jeg gik ikke skuffet fra det fine og eksklusive hotel.
 |
| Foto: The mandarin oriental hotel London |
På vej til restauranten
Lad mig sige det først som sidst: Når man vælger at holde
storbyferie i London, så skal man på ingen måder satse på at kunne komme frem i
transportmidler som har 4 hjul, og bevæger sig over jorden! Jeg blev flere
gange fanget i den sindssyge trafik der er derovre, og når man har så
fremragende og funktionelt et undergrundstog-system, som det er tilfældet, så
er det ganske simpel idioti, ikke at benytte sig af det. Først sad jeg fast i
en af de offentlige busser om eftermiddagen, og sidenhen sad jeg fast i en Uber
(privat hyrevogn) og i 0% af tilfældende hvor jeg sad fast, virkede det ikke som om
at chaufføren af det 4-hjulede køretøj, oplevede dette for første gang. Jeg endte i begge tilfælde med at gå ud af køretøjet, for at fortsætte
videre til fods, hvilket var meget hurtigere.
Som i sikkert allerede nu kan fornemme, så er jeg på vej hen
til starten af endnu et restaurant-besøg, hvor jeg ikke ankom til det aftalte
tidspunkt. Det er så sjusket, og så dårlig stil, men hvis jeg skal bruge et af
mine elevers mange postulater for deres sene ankomst, ”så var det jo ikke min
skyld at trafikken drillede”. Måske sandt, men det burde jeg have taget højde
for, så undskyldningen er ikke godkendt.
Hvordan håndterer man så det, på en så stor og eksklusiv
restaurant som Dinner By Heston? Det kommer jeg til om lidt.
Ankomsten
Først vil jeg fortælle om vores egentlige ankomst til
hotellet, som i sig selv er et fascinerende syn, og nærmest en attraktion blot
at kigge på udefra. Det er en meget gammel og nærmest royal bygning, som
udstråler klasse, og hvis man skulle sammenligne det med noget herhjemme, kan
det næsten kun være D’Angleterre der kan hamle op med den imponerende facade. Min
kone og jeg bliver mødt af en stor ”vagt” som er klædt helt i sort, med blazer,
t-shirt, bukser og sko, som man nærmest kun ser dem på film. -Han ser meget bestemt ud men da vi fortæller
at vi skal ind i en af restauranterne, lyser han op, og byder os velkommen til.
Dernæst møder vi en person som man nærmest også kun ser på film, nemlig den
lidt mindre mand, som iført en stor rød frakke, og en høj sort hat, som åbner
den store dør indtil hotellet, hvorefter han fortæller os hvor vi skal gå hen,
når vi nu skal spise i en af restauranterne. Og ja de har selvfølgelig flere
udbud af spisesteder, til de velhavende mennesker som overnatter på hotellet, da der er 2 restauranter, 1 bar og 1 lounge på Mandarin Oriental Hyde Park.
Efter den flotte entre på det luxuriøse hotel, fandt vi frem
til receptionen for Dinner By Heston, og jeg skyndte mig at oplyse mit navn,
inden jeg beklagede for vores sene ankomst. Vi kom små 30 minutter for sent, og
jeg har tidligere hørt om steder hvor personalet blev sure, eller fornærmede
over sådant sjuskeri, fra gæstens side, hvilket på sin hvis, også er
forståeligt.
Hvordan reagerede de så på Dinner? Jo det gjorde de ved at sige,
at de havde lige rykket rundt på nogle af de andre reservationer, så vi stadig
kunne få vores bord i de tre timer som der var afsat til os, inden de skulle
bruge bordet igen! BUM! Sådan skal det dælme gøres, og det gjorde bare at vi
følte os mere velkomne, og kunne nu for alvor se frem til at nyde vores
aften på denne skønne 2-stjernede Michelin restaurant.
Vi blev ført igennem den kæmpestore restaurant, og hen til
vores bord af en af receptionist, eller vært om man vil, og vi fik hurtigt
udleveret to menukort. Menukortet er ganske simpelt inddelt, nemlig med
forretter, hovedretter, tilbehør og desserter. Alle retter er nøje udvalgt og
udviklet af Heston Blumenthal, og hans følgesvend igennem mange år, Ashley
Palmer-Watts, og har alle historiske referencer, så det er alle sammen gamle
britiske retter, som har fået et pift, eller 60, og er dermed blevet gjort
nutidige og ”Hestonske” med hans kærlighed for håndværket og den gode råvare.
Restauranten var af en sådan størrelse, at personalet på
gulvet var inddelt i flere områder, så de var inddelt således at nogle tjenere
tog sig af mad( som var iført vest), nogle tog sig af vin (som var iført
blazer) og nogle tog sig af de nye gæster samt opdækning af de borde som skulle
klargøres til næste seed (som var iført en elegant skjorte). Det fungerede
super fint, selv om det kan virke lidt fjollet at tjenerne der tog imod
bestillingen på maden, ikke også kunne tage imod vores bestilling på
drikkevarer, men på den måde undgår man forvirringer og misforståelser, imellem
de forskellige tjenere og imellem de forskellige teams. Forvirring og
misforståelser var dog ikke uundgåelige denne aften, men det skyldes ikke en
kommunikationsbrist imellem de forskellige tjenere, men mere om det
senere.
Jeg havde allerede bestemt hvilken forret jeg ville bestille,
og mit valg var faldet på nyklassikeren ”Meat fruit” som retten hedder. Til
hovedret bestilte jeg kylling med blomkål og brunet smør og min kone bestilte
en ribeye steak med marv, trippel cooked fries og svampe mayo. Vi ville gerne
vente med at bestille desserter, men blev oplyst om, at hvis vi ville bestille
deres dessert ”Tipsy cake”, så skulle vi altså bestille den nu, da brioche
brødet dertil skulle tages ud, så det kunne nå at hæve, etc. Vi takkede nej, og
holdt fast i vores beslutning omkring at vente med at bestille. Vi forsøgte at
bestille drikkevarer hos den mandlige tjener som tog imod vores bestillinger,
men det overlod han til en kollega, som kom ned til os kort efter. Her kunne vi
så få lov til at bestille vores drikkevarer, som ganske simpelt bestod af to
glas vin til hver, som passede til maden.
Tilbage til den sagnomspundne forret, som er en
kyllingelever parfait, som er indeni en blød gelé af rødvin, og serveres med et
stykke smørristet brød. That´s it. Det er en ret som jeg har set mange gange på
de sociale medier, og læst en hel del om, og når man er så glad for
fjerkræ-lever, specielt den der kommer fra kyllingen, som jeg er, så er denne
ret et absolut must at smage. Allerede da jeg bookede bordet i september måned,
begyndte jeg at glæde mig til at smage denne skønne ret, som tidligere var
indpakket i orange mandarin-gelé, men nu er ændret, så den lignede en blomme, i
stedet for en mandarin.
(Bonus-info: Tilbage i september, hvor jeg bookede
bordet, var der i øvrigt allerede godt booket op, så hvis i ønsker at besøge
stedet, så gør det i god tid, da der er rift om pladserne.)
Forret: Meat Fruit
Sweet Baby Jesus hvor var det en dejlig ret vi havde fået
serveret og her! Armen altså. Wow hvor var det dejligt at få serveret så
dejlig, og samtidig så simpel en ret. Jeg syntes at der hos mange er en tendens
til at man simpelthen vil for mange ting med en ret, men her ville man bare
servere en skøn omgang kyllingeleverparfait, eller faktisk nærmere en cremet
kyllingelevermousse, med et blødt gele overtræk, og en Skive ristet brød. Det var så simpelt, sikkert og forbandet lækkert, ja
undskyld mit ordvalg, men det var det altså! Vi fik begge et glas Sauternes fra
Castelnau de Suduirait, Preignag i Franktig til, og dette gjorde kun godt for
retten, da det var et vidunderligt match. Vinen var også sikker, ja næsten lidt
for sikkert, og fuldstændig uden slinger i den engelske vals, da det bare
duede!
(Bonusinfo #2: Næste gang at i ser at et af lavpris flyselskaberne
sælger billige billetter til London, så køb lige to billetter til en vilkårlig
dag, hvor i forinden har sikret jer at der er plads på Dinner, og tag så
derover, kun få at få denne ret, med tilhørende vin ! Det vil i takke mig for,
Tro mig)
Hovedret: Kylling og ko
Efter denne fantastiske ret, kunne det nærmest kun gå ned ad
bakke, og lad mig sige det med det samme, det gjorde det altså også. Det giver
næsten sig selv, at når vi har været så tæt på himmelen, som vi var ved aftenens
første ret. Mit valg faldt på en let ret, som bestod af Kyllingebryst med
blomkålspuré, blomkål stegt i brunet smør og pasta samt et tilkøb af ekstra trøffel,
nu hvor vi alligevel havde fundet læderet frem fra baglommen. Min kone valgte
en lidt mere maskulin ret, da hun følte en trang til et ordentligt stykke kød,
så hun valgte en Hereford ribeye med marv, trippel cooked fries, svampe ketchup
og en jus lavet på stegeskyen. Kyllingen var saltet, og derfor fast i kødet,
saftig, og skindet var dejligt sprødt som sådan noget nu skal være.
Blomkålspuréen var silkeblød, og de smørstegte blomkålsbuketter havde stadig
bid, og brunet smør og blomkål har bare alle dage været et skønt match, men de
tilkøbte trøfler smagte en smule svage, og manglede desværre lige de sidste
10-15% power, så der var jeg lidt skuffet. Det var en dejig ret, dog uden at imponere
voldsomt, og det økologiske glas Pinot Noir jeg fik, fra Weingut Weininger i
Østrig var fremragende til retten, da den var mild, blød og ikke for
gennemtrængende. Min kones ribeye var fint stegt rosa, som den var bestilt, og
den stegte marv, de trippel stegte fritter og svampemayoen var en rigtig herre-ret,
som faktisk var for meget for hende. Der var en smule syre i svampemayoen, men
der udover manglede retten ganske simpelthen syre, da den fede bøf, de fede
stykker marv og pommes fritterne som først var kogt, siden stegt to gange i
frituren, hvilket efterlod et ret fedt udtryk, gjorde at hun nåede til et
mæthedspunkt, da hun var halvvejs igennem retten. De gjorde godt nok opmærksom
på at ribeye udskæringen var en smule mere fed end den anden mulighed på
kortet, som var oksefilet, og denne ville nok være at foretrække her i bagklogskabens
lys. Hendes rødvin var, ganske naturligt, af en helt anden volume, grundet
rettens kraftige karakter, og var en Pinotage 2010, fra Askbourne i Sydafrika.
Dessert: Tipsy cake
Vi havde i første gang afslået at bestille desserten tipsy
cake, da vi ikke forventede at kunne spise dessert på denne aften, og denne
antagelse var ganske korrekt, da vi faktisk var godt mætte efter vores to
retter, så vi aftalte at vi ville nøjes med to espressos for at runde aftenen
af. Vi fik bestilt to forskellige espressoer, og undrede os efterfølgende over
at de dækkede op med bestik til os, men gjorde ikke mere væsen af det. Pludselig
dukkede tjeneren op med et styk tipsy cake, og spurgte om hvem af os der havde bestilt
den? Det måtte vi så beklage og sige at det var der ikke nogen af os der havde,
og at han nok havde misforstået at vi afslog at bestille desserten. Det tog han meget roligt, og efter kort at have konfereret med sin kollega, serverede han desserten for os alligevel, for som han sagde; så hade køkkenet jo lavet den, og det kunne ligeså godt komme os til gode.
Kort efter kom vores espressoer, hvor den ene var intens og bitter og den anden
var frugtig og syrlig, og vi fik hertil små pots au chokolate og sprøde bisgotti´s,
så det endte alligevel med at vi måtte forsøge at få plads til dessert,
hvilket vi lige kunne overkomme ;-) Desserten bestod af to dele, nemlig det
grillede ananas og en brioche som var bagt i en porcelænsskål med sirup og creme på fløde, cognac, sauternes, vanilje og sukker, hvilket gjorde den fantastisk. Kombinationen af den ret fede bolle med syrlig
og letrøget sirup og den alkoholiserede flødecreme fungerede meget bedre end jeg havde
forestillet mig. Ligesom de øvrige retter vi havde smagt på kortet, så var også
denne ret ganske simpel men utroligt velsmagende, så også her leverede de et
meget højt niveau.
Konklussion
Link til The Mandarin Oriental Hyde Park´s hjemmeside
Ingen kommentarer:
Send en kommentar