Die Bank og La Trattoria da Enzo, Hamborg - September 2017:

Jeg havde i starten af september fornøjelsen af at vende snuden et smut syd for den dansk/tyske grænse, for at besøge Hamborg. Når jeg besøger byer som Hamborg, så føler jeg mig nærmest forpligtet til at tage ud at spise lidt god mad, og denne tur var ingen undtagelse, og jeg gik ud både fredag og lørdag aften, og med to vidt forskellige oplevelser til følge,  men det vender vi tilbage til senere.

Først vil jeg lige lege rejseanmelder, og fortælle lidt om vores køretur til den store by, i det store land. Da vi kørte fra Aarhus og tastede vores adresse ind på vores moderne vejviser, også kaldet en GPS, fik vi besked om at vi havde en køretur på 3.35 timer foran os, hvilket vi glædede os til, da vi havde tanket benzin, kaffe, sandwiches, mm, så vi var med andre ord klar til at køre syd for landets grænse. Vi skulle have ankommet til vores hotel kl. 17.30, men grundet vejarbejde på vej til, og rundt om Hamborg, så ankom vi først kl. 1930, altså næsten en fordobling af vores køretur!! Det var sgu lidt træls, da vi dermed var tæt på at misse vores ellers ret sene restaurant-booking kl. 2030. Efter at have talt med både taxachauffør samt et par andre spisende på restauranten samme aften, så er det bare noget man skal forvente, når man kører på de tyske motorveje, tæt ved de store knudepunkter. Som de sagde, så udvider og forbedrer man i alle måneder hvor jorden egner sig til det, og i vintermånederne, holder man pause. Mit råd til jer der overvejer selv at køre til en af de tyske storbyer er, at vente til vinterhalvåret, for at undgå de pokkers køer, som er lidt ærgerlige at fordrive sin kostbare tid i. Det var ikke verdens største problem, men hvis jeg kunne have været det foruden, ville jeg da gerne det.

Die Bank

Indgangspartiet til Die Bank

Vi nåede hvad vi skulle, og vi kom som nævnt frem til vores booking i sidste øjeblik. Taxachaufføren mente godt nok at vi var skøre, fordi vi havde booket et bord, da han var af den overbevisning, at det gjorde man da slet ikke i Hamborg. Hans mente bare at man skulle finde et sted med ledige pladser, da der jo var rigeligt med restauranter i byen. Jeg havde dog rådført mig hos en yderst kyndig restaurantgænger, som havde kendskab til netop Hamborg, og havde booket bord på et sted ved navn ”Die Bank”. Til de er jer hvis tysk-kundskaber ikke er helt opdaterede, så kan jeg oplyse at navnet på stedet er ”Banken”, og dette skyldes at lokalet var indrettet i en gammel bank, og derfor var det nogle utroligt store, flotte, pompøse og nærmest majestatelige lokaler vi entrerede denne fredag aften. Ud fra de ting jeg havde hørt om stedet, samt de flotte lokaler i mente, blev mine forventninger skruet godt i vejret, og jeg så frem til at se, hvad de havde at byde på. Vi gik ind i en stor opgang, som gik vi ind i en bank, og der var naturligvis marmor fra gulv til loft, og vi gik op på første sal, hvor restauranten lå. Da vi kom ind, blev vi mødt af en venlig tjener, som førte os til vores bord, som var det eneste ledige i det store lokale, så det var en god idé at booke bord i forvejen, i den ellers store restaurant. Der var stadigt ledige pladser i baren, og ved de høje borde der var stillet op langs vinduet, men de ”almindelige” borde, var fuldt besatte. Vi gik forbi den store bar, hvor bartenderne, som var klassisk klædt på, stod og lavede cocktails til de tørstige gæster. Der var en klar fordeling imellem tjenerne og bartenderne, hvilket tit er et tegn på at vi har med et ret stort sted at gøre. Bordene stod tæt, men vi havde fin plads, og vi lod os ikke forstyrre af snakken fra de andre borde omkring os, da de talte tysk eller engelsk. Vi kiggede kort på menukortet, og vi besluttede os for at vælge deres 5 retters menu, med tilhørende vine til. Det var en meget fornuftig pris, da det kostede 32 euro for maden og inkl. Vinmenu, kostede det 55 euro, hvilket var meget billigt.

En lidt famlende start

Vi blev spurgt om vi kunne tænke os en aperitif, og når vi nu endelig kommet ud, så skulle man da være et skarn, hvis man ikke kunne starte aftenen ud med en omgang bobler i et højt glas. Vi satte os forventningsfuldt til at vente på at denne skulle komme, og aftenen for alvor kunne starte, efter eftermiddagens lange køretur. Aperitiffen kom dog aldrig, så den ønskede boblende start på aftenen udeblev, men til gengæld fik vi serveret 3 slags lækkert brød med godt smør og en rørt flødeost med urter. Der kan sagtens have været en form for kommunikationsbrist, da vores tjener ikke var 100-metermester i engelsk. Vi fik vores første ret serveret, og denne var en nyfortolkning af den italienske ret, Vitello Tonato, og det var en rigtig god start da det var en spændende version af den dejlige ret, som oprindeligt består af braiseret kalvekød i tunsauce tilsmagt med kapers og citron. I denne udgave var det med rosastegt kalvefilet, tuncreme, citronfileter, hakket tatar af kalv, stegt tun, urtemayo, friterede kapers, sprød crouton og brøndkarse. Det lyder som en lidt rodet ret, men det fungerede faktisk rigtig godt og de forskellige elementer komplimenterede hinanden godt, og samtidig var de meget tro imod originalen.

Vitello Tonato

Pris og kvalitet hænger sammen

Jeg kan ligeså godt sige det med det samme: Ovenstående var aftenens bedste ret, og herfra gik det stødt ned af bakke. Øv. Efter den italienske nyfortolkning, fik vi endnu et italiensk indslag, nemlig risotto med en slags ratatouille og karameliseret gedeost. Det mindede mest af alt om en ret man kunne få serveret på et all-inklusive hotel i den græsk/tyrkiske charter-maskine, og var sgu ikke særlig spændende. Det må også siges at være den mindst karameliserede, gedeost jeg til dato har set.

Risotto med ratatouille og grillet gedeost

Herefter fik vi aftenens mindst gode ret, i form af en kold suppe lavet på rød peber og fløde med yoghurt og grillet vandmelon!?!?!? Jeg forstod simpelthen ikke formålet med denne ret, og konceptet med en salt suppe, lavet på en sød ”frugt”, tilsat yoghurt naturel og så lidt såkaldt grillet vandmelon. Det gav mig minder om nogle af mine egne forsøg tilbage i mine ”eksperimenterende dage”, for 12-15 år siden, hvor ALT skulle prøves, men meget lidt lykkedes. Dette ville være en af de retter jeg kasserede, og aldrig prøvede at arbejde videre på, da den var fuldstændig håbløs, så tak for at vække det minde til live igen, Die Bank.

Rød pebersuppe med grillet vandmelon og yoghurt

Næste ret formåede ikke at overgå sin forgænger, da det heller ikke var særlig imponerende arbejde fra køkkenets side. Vi fik serveret en kyllingeragout, glacerede grøntsager, kantareller, braiserede løg og en kartoffel-nøde-smør mousseline, hvad det så end er. Eller rettere, det var det vi skulle have haft, men vi fik kyllingeragout, med overtilberedte grøntager, glaserede perleløg, tyndkartoffelpure og det hele samgte af ingenting!! Puha det var trist.

Kyllingeragout

Aftenens sidste ret var endnu en nyfortolkning, og denne gang af Schwarzwälder kirsch, som er en skøn tærte bestående af chokolade, fløde og kirsebær. Den bestod her af en magnumis af flødeis overtrukket med chokolade, kirsebærkompot, lys chokoladelousse, chokoladekage og en broken gel på kirsebær. Chokoladenuancerne var de samme, og kirsebærrene var meget søde, alle de skønne komponenter de havde stået og lavet var fuldstændig spildt, da de hele bare smagte af flad chokolade og kirsebærsyltetøj.

Scharzwälder kirsch

Vinene vi fik til maden var faktisk ganske udmærkede og fejlede bestemt ikke noget, men når maden er så middelmådig, så falder det bare lidt til jorden, når vinen intet har at spille op imod. Lad os håbe at køkkenet havde en dårlig aften, og at de var bedre den efterfølgende dag, fordi kønt var det sgu ikke.. Det kan tænkes, og det håber jeg så sandelig, at deres brasserieretter var bedre, end deres tasting menu, så det vil jeg nok anbefale jer at prøve, hvis i kommer forbi.

Vi kom af med ca. 110 euro, og lagde drikkepenge oveni, så det var billigt, men jeg mener altså at man kan forvente et hørere niveau, end det vi oplevede denne fredag aften i september.

La trattoria da Enzo

Lørdag aften var en helt anderledes oplevelse, hvor vi ligeledes opsøgte et sted som jeg havde fået anbefalet, inden vores afrejse fra det østjyske. Restauranten var en lille italiensk restaurant, som en sådan skal være indrettet med ternede duge, flasker med stearinlys i, tommevinflasker til pynt og en masse billeder af ejeren med kendte mennesker på den ene væg. I den ene ende af lokalet var der en døråbning ud til køkkenet, hvor der meget naturligt var meget aktivitet. Vi havde denne aften ikke reserveret bord, og gik blot ind og spurgte dem efter om de havde et ledigt bord. Restauranten, der havde ca 50 siddepladser, var langt fra fyldt, da det var først på aftenen, men de første borde var ankommet, og i fuld gang med at blive serviceret af de to tjenere som var på arbejde. De havde et bord som de først skulle bruge to timer efter vi ankom, og de ville gerne tage os ind, hvis vi lovede at være ude på den ønskede tid. Det ville vi naturligvis gerne, og skyndte os at bestille nogle retter, i samspil med tjeneren, så køkkenet kunne komme i gang med at tilberede dem til os.

Antipasti

Vi startede helt traditionelt ud, med en tallerken til deling, men forskellige antipasti, bestående af tørret skinke, bresaola med peccorino, grillet peberfrugt, semidried tomatoes, mozzarella og tomatsalat, friske asparges og ruccola. Hertil fik vi serveret klassisk lyst durumbrød til, med en dejlig sprød skorpe. Efter denne servering var der ingen tvivl om at vi skulle en tur forbi det helt ”old-school italien cuisine”, hvor alt er som det plejer, og de gode råvarer var i fokus, hvilket stod i stor kontrast til vores oplevelse aftenen forinden.

Antipasti

Vi fik serveret et stort glas hvidvin, uden nærmere præsentation, og vi var faktisk lidt i tvivl om vores kommunikation med tjeneren var gået galt, da vi bestilte to glas hvidvin, og to glas rødvin til vores retter. De forholdsvis store glas blev fyldt godt op, og vi var lidt i tvivl om tjeneren, som i øvrigt ikke var tyskmester i engelsk, havde forstået at vi gerne ville have to glas hvidvin HVER, og derfor hældte dem op med det samme for at spare lidt på tiden, men han gentog det ved rødvinen, så det var bare kutymen på stedet, som naturligvis blev modtaget med kyshånd. Den havde en fin frugt, afdæmpet syre, god sødme og passede fint til antipastien.

The Spaghetti, over all spaghettis

Næste ret var en ret som jeg sent vil glemme. Det var noget af det mest simple jeg nogensinde har fået, men hold nu op, for en velsmag. Det var spaghetti med parmesan, sort trøffel og lidt olivenolie. Spaghettien blev kogt perfekt ”al dente” og herefter vendt i en stor helveret parmesan, hvor der var ”gravet” en lille fordybning, og den lune pasta sugede den frisk-løsnede ost til sig, inden den blev anrettet på en lun tallerken. Ved bordet blev der revet lidt sort italiensk sommertrøffel udover, inden den til sidst fik et lille stænk olivenolie. Wow.  

Spaghetti med parmesan, trøffel og olivenolie

Spaghetti in the making

Efter denne simple genialitet, fik vi serveret vores førnævnte rødvin, og vi fik kort tid derefter serveret vores hovedret. Denne bestod af et stykke medium/rare kalvefilet på en smule ruccula, med parmesan samt nogle dampede grøntsager, som stadig havde bid, farve og smag. Enkelt men ufatteligt velsmagende.

Kalvefilet

Afslutningsvis havde vi lige tid til en hurtig espresso med dertil hørende chokolader, inden vi bad om at få en regning, så vi kunne overholde vores aftale om at være ude igen, inden der var gået to timer. Det nåede vi i fin stil, og men hold da op hvor havde vi lyst til at blive lidt længere, da det var et skønt sted at være.

Espresso med chokolade

Regningen lød meget pudsigt på det samme som aftenen forinden, nemlig 110 euro, og vi lagde ligeledes her, også drikkepenge oveni.

På gensyn Hamborg

Afslutningsvis vil jeg sige at Hamborg er en fed by, og den kræver helt sikkert flere besøg, for at kunne udforske den bedre. De to spisesteder vi besøgte var af vildt forskellig karakter, men som nævnt så tror jeg at de har haft en dårlig aften på Die Bank, og jeg vil måske besøge dem igen, og så gå a la carte, og se om de har større held der. Der udover er Hamborg en meget sær by, og der er mange steder der ikke tager kreditkort, hvilket jeg slet ikke forstår noget som helst af. Vi oplevede det i taxaer, butikker, restauranter, m.fl.  og deres wifi udbud er generelt også rimeligt fattige, så det er ikke den store high tech storby som jeg havde forventet, men det kan jo godt skyldes at vi har det ganske fint herhjemme i vores lille andedam.  

Hamborgs undergrundsbane